Støjplagede borgere fortjener handling – ikke flere tomme løfter om støj
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Forleden mødtes jeg med Dorthe og Gert fra Støjgruppen i Tranbjerg. De bor tæt på landevejen, og deres hjem er dagligt fyldt af larm fra trafikken – en konstant støj, der aldrig holder pause.
Jeg kender området fra min barndom i Beder, fordi jeg ofte besøgte min veninde i Tranbjerg. Dengang var Landevejen netop en landevej. I dag er den blevet til en trafikal motorvej midt i et boligområde. Det er ikke rimeligt.
Borgerne i Tranbjerg har kæmpet for at blive hørt i årevis. Mange af dem bor så tæt på vejen, at de ikke har nogen reel mulighed for selv at opsætte støjværn. Med åbningen af Giber Ringvej er situationen kun blevet værre. Nu viser målinger, at støjniveauet flere steder ligger 10-15 decibel over Miljøstyrelsens anbefalede grænseværdi.
Det betyder, at mange familier lever med et støjniveau, som både forringer deres søvn, sundhed og livskvalitet. Flere må holde vinduerne lukkede døgnet rundt for at få ro. Børn leger ikke i haverne, og samtaler i køkkenet bliver overdøvet af motorlarm. Gert og Dorthe fortæller, at de oplever et stressende støjhelvede, som ingen skal leve i.
Og de har ret: Det her handler ikke bare om komfort. Det handler om sundhed, tryghed og retfærdighed.
Når støjniveauer når 70–73 dB, som de gør i Tranbjerg, er det ikke bare generende – det er dokumenteret sundhedsskadeligt. WHO vurderer, at trafikstøj er den næststørste miljørelaterede sundhedsrisiko i Europa – kun overgået af luftforurening.
Samtidig ved vi, at løsningerne findes i støjskærme og lavere hastigheder.
Arealerne langs vejen ejes allerede af Aarhus Kommune. Der er plads til støjskærme, og teknologien er velkendt. Det, der mangler, er vedholdende politisk vilje og prioritering inden for det økonomisk lad-sig-gørlige. For det nytter ikke, når rådmanden henviser til støjreducerende muligheder, som økonomisk set ikke har gang på jorden. Så må vi i stedet rette fokus på det, som ER muligt. Og på om vi fremover kan stille krav om, at støjskærme følger med som en del af projektet, når vi udbygger vejene.
Jeg forstår borgernes frustration, når de oplever, at der bliver målt og snakket – men ikke handlet. Og hvor mange ressourcer bruges der på at måle og holde folk hen? Kunne de ressourcer bruges til at skabe forbedringer i stedet?
Efter 40 år uden reel støjbeskyttelse må det være tid til at gøre alvor af ordene.
Vi skylder Tranbjergs borgere klare svar og håb om konkrete forbedringer.
Som socialdemokrat vil jeg arbejde for, at vi får en plan og en prioritering, så der afsættes midler til støjdæmpende tiltag i de urimeligt belastede områder, hvor vi i øvrigt også finder både daginstitution og plejehjem. Arbejdet for at støjreducere skal ske i samarbejde med både Teknik & Miljø og borgere som dem i Tranbjerg, der kender udfordringerne bedst.
Jeg har mødt mange lokale ildsjæle gennem årene – men Støjgruppen i Tranbjerg fortjener en særlig respekt. De har dokumenteret problemerne, fremlagt løsninger og holdt fast i håbet, selv når svaret fra kommunen gang på gang har været uklart.
Det mindste, vi kan gøre, er at møde dem med konkrete handlinger og ærlige svar.
Tranbjergs borgere har råbt op i 40 år. Nu er det vores tur til at levere.