Tidlig indsats og fælles ansvar - for de unges skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi har i Randers over 1.000 unge, der står uden for job og uddannelse. Det er ikke bare et tal. Det er unge mennesker, vi som fællesskab har et ansvar for.

I går talte jeg med en af dem. En ung kvinde, som i fem år har ventet på at blive udredt. Først nu – som 18-årig – er hun blevet tilbudt hjælp. Fem år, hvor familien har brugt kræfterne på at kæmpe mod systemet i stedet for at få det bedre.

Når der i en familie allerede er arvelige diagnoser, bør der ikke gå fem år. Vi ved, at mange psykiatriske diagnoser er genetiske, så hvorfor venter vi? Det er spildt tid, der gør det sværere for den unge at få fodfæste senere. Samtidig ved vi, at hver fjerde pårørende selv ender med at blive sygemeldt. Så lad os nu forebygge i stedet for at gøre det til en slidsom kamp.

Hvis vi virkelig vil bryde den sociale arv, skal vi turde sætte tidligere og mere målrettet ind. Især når alarmklokkerne ringer.

Der er også mange unge, der gerne vil i gang med en erhvervsuddannelse, men som mangler en læreplads. Jeg har kendskab til en klasse, hvor cirka 30 unge startede på elektrikeruddannelsen. Kun 11 gennemførte. Hovedsageligt fordi de ikke kunne få en læreplads. Det er ikke godt nok.

Her har kommunen en vigtig rolle. Vi skal stille krav til de virksomheder, der arbejder for os – for eksempel via sociale klausuler. Til gengæld skal vi støtte virksomhederne med for eksempel mentorordninger og hjælp, hvis de tager unge med særlige behov. Det skal være et samarbejde – ikke en byrde.

Hver gang vi mister en ung til mistrivsel, mister vi en del af fremtidens Randers. Vi kan gøre det bedre. Og vi skal gøre det bedre.