Fortsæt til indhold

»Wir installieren Lebensqualität«

Debat
Anja RokkjærSognepræst

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der var vejarbejde, og trafikken sneglede sig afsted på E45 mellem Skanderborg og Aarhus. Bilerne gled frem i små ryk, og jeg havde god tid til at kigge mig omkring.

På min højre side lå en hvid vvs-varevogn med tysk nummerplade. På siden af bilen stod der med store bogstaver: »Wir installieren Lebensqualität.« Vi installerer livskvalitet.

Jeg måtte smile. Det var jo egentlig et ret fint slogan for et vvs-firma – og jeg kom til at tænke på min egen studietid, hvor jeg boede til leje på et lille værelse uden rindende vand eller eget toilet. Jo, der er noget om snakken: Livskvaliteten stiger, når man kan tænde for hanen og få varmt vand.

Men mens trafikken igen gik i stå, blev jeg hængende ved ordene. Livskvalitet. Det er et af de der moderne ord, som vi hører igen og igen. Politikerne lover at forbedre den. Eksperterne forsøger at måle den. Vi selv jagter den i kostplaner, rejser, boligindretning og karrierevalg.

Men hvad er det egentlig, vi mener, når vi taler om det gode liv?

Er det materiel tryghed? Gode relationer? Frihed og tid til sig selv? Ja, måske alt sammen – og dog er der noget, som ikke helt lader sig veje og måle. For hvad sker der, når alt det ydre er i orden – og man alligevel mærker en tomhed? Eller når livet pludselig vælter, og man mister grebet om det hele?

Så bliver spørgsmålet et andet: Hvad holder os oppe, når vi ikke længere kan selv?

For nogle er svaret troen. En tillid til, at livet rummer en mening, som rækker ud over det, vi kan kontrollere. Troen kan være som et anker, der holder, når alt andet glider. En stille vished om, at vi ikke står alene – heller ikke når det ser sådan ud.

Den fjerner ikke lidelsen, sorgen eller smerten – men den kan tilbyde os tilliden og bekymringsløsheden som lidelsens makker. Den kan give os fred med at livet også er lidelsesfuldt, fordi vi samtidig kan vide os elskede og båret.

Måske er det netop dér, den virkelige livskvalitet installeres – ikke gennem rør og ledninger, men gennem kærlighed, tro og håb.