Fortsæt til indhold

Drop lokalplanen for Tjærby

Som ejer skal man have størst mulig frihed til at råde over sin egen ejendom, lyder det klart fra byrådskandidat.

Debat
Lars SøgaardKandidat til byrådet for Venstre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Randers Kommune arbejder i øjeblikket på en såkaldt “bevarende lokalplan” for Tjærby kaldet lokalplan 761.

Formålet skulle være at “bevare” byens særlige karakter. Men jeg må stille det helt grundlæggende spørgsmål: Hvem er det egentlig, vi laver planen for? Det lader i hvert fald ikke til at være for indbyggerne i byen.

I byen er der cirka 26 husstande, og 23 af dem har tydeligt givet udtryk for, at de ikke ønsker planen. Det er henved 90 procent. Borgerne siger altså klart og tydeligt nej til at få båndlagt deres ejendomme og begrænset deres frie ejendomsret.

Jeg forstår dem godt.

Det er en helt grundlæggende del af vores samfund, at man som ejer skal have størst mulig frihed til at råde over sin egen ejendom, naturligvis inden for rimelige rammer. Når kommunen så fremlægger nye planer for eksisterende bygninger, der i praksis binder borgerne på hænder og fødder i forhold til materialer, farver og ændringer på deres egne huse, er det efter min mening et skridt for langt.

Jeg har tidligere ytret mig kritisk om tiltag, der begrænser ejendomsrettens ukrænkelighed. Det er og bliver en kerneværdi for mig og for Venstre i Randers Kommune.

Da byrådet besluttede at sætte gang i lokalplan 761, blev der lagt vægt på, at man skulle lytte til borgerne. Borgerne har været særdeles tydelige, og ingen kan være i tvivl om deres holdning.

Derfor bør svaret fra Randers Kommune og byrådet også være lige så klart: Drop lokalplanen.

Det er sund fornuft, det er respekt for borgerne, og det er respekt for ejendomsretten.