Fortsæt til indhold

Jesper og Jakob er uenige om trafik, byudvikling og velfærd. Men de er enige om én ting

Debat
Jesper KjeldsenByrådsmedlem i Aarhus for Socialdemokratiet
Jakob Søgaard ClausenByrådsmedlem i Aarhus for Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi er uenige om det meste. Vi ser forskelligt på alt fra trafik og byudvikling til klima og velfærd. Og det er faktisk helt, som det skal være.

Men der er også noget, der forener os. For bag de mange politiske uenigheder og de til tider hårde debatter i byrådssalen findes der et kollegaskab, et ægte kollegaskab, mellem byrådets medlemmer.

Udefra kan det måske se ud, som om vi skændes hele tiden. Som om vi dårligt kan holde hinanden ud. Men sandheden er, at vi og mange af vores kollegaer – har stor respekt for hinanden. Vi diskuterer, vi driller, og vi kalder hinanden ud for hyggeleri og dobbeltstandarder, når vi synes, det er på sin plads. Men vi gør det, fordi vi brænder for Aarhus.

Vi er ideologisk forskellige. Men vi er enige om én ting: Vi holder af vores by. Og vi ønsker begge, at Aarhus skal være et godt sted at leve – uanset om man bor i midtbyen, i forstæderne eller i oplandet. Derudover er det masser vi også kan arbejde sammen om.

Derfor vil vi gerne minde alle om, at politik ikke kun handler om, hvem man er enig med – men også om, hvem man har respekt for. Demokratiet har bedst af politikere, der tør sige:

»Jeg er uenig med dig – men jeg respekterer dig.« Vær aldrig i tvivl om, at vi deler denne respekt og det engagement.

For uanset hvor du sætter dit kryds, håber vi, at du stemmer på respekt, passion og kærlighed til Aarhus.