De dødes stemmer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens valgkampen og dens dertilhørende flæsk snart bliver afløst af julens, så falder hermed et par ord, der intet har med disse at gøre.

Jeg vil derimod ihukomme nogle ord fra antikkens verden; hvis de dødes stemmer ikke tæller med, har vi så reelt et demokrati? Lad os derfor vende tilbage til demokratiets vugge, det gamle Grækenland.

I byen Syrakus sad det græske geni Arkimedes og rodede med nogle cirkler, alt imens romerne indtog byen. Til en romersk soldat lød så de nu berømte ord fra Arkimedes’ mund: »Forstyr ikke mine cirkler.«

Soldaten slog ham ihjel, og brutaliteten besejrede indsigten. Hvad mon verden gik glip af med de cirkler, der blev forstyrret. Og ville den vestlige, fremmelige verden hyldes for sine fremskridt, hvis ikke der havde været mennesker, der troligt fordybede sig i sine cirkler – jeg tvivler! Det er i hvert fald nærmest helligt for mig at se min datter helt fortryllet af de magiske og flygtige cirkler, vi kalder sæbebobler.

Længere tilbage i historien boede der engang en filosof i en tønde ved navn Diogenes. En dag kommer Alexander den Store forbi og skænkede ham at ønske sig hvad som helst, hvortil Diogenes bad ham om at flytte sig lidt, for han blokerede for solen. Den Store erobrede verden, men filosoffen nød solen. Der er således to måder at blive rig på: ved at tjene mere og mere eller ved at kræve mindre og mindre.

Så var der også Chrysippos. Han døde af latter, angiveligt af sin egen joke, der gik på, at han så et æsel spise nogle figner, hvortil Chrysippos udbrød: »Giv den noget vin at skylle dem ned med«.

Om det er en sand historie eller ej, finder vi aldrig ud af, og den har faktisk intet andet formål end at stimulere smilebåndet (dog uden døden til følge). Hvis vi lavede et tankeeksperiment, hvor Chrysippos blev genoplivet og fortalt om sin egen latter-til-død-hændelse, ville han så igen dø af grin over komikken i den glædelige udgang?

Nogenlunde det samme tankeeksperiment kan vi alle lave: Hvis jeg døde i dag, ville jeg så kunne smile ad mit liv, eller vat det hele lige lidt for dødsens alvorligt?

Jeg tror i hvert fald, jeg skal vade lidt mere rundt i mine cirkler og nyde solen lidt mere frem for at stresse over, hvad meningen med livet egentlig er. Og så måske læse en gammel bog om oldtidens mennesker og grine lidt af, at vi faktisk ikke er blevet meget klogere her flere tusind år senere.