Fortsæt til indhold

Ældre skal vide, at de stadig er essentielle for samfundet

Debat
Aston BrahamByrådskandidat for Dansk Folkeparti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Alt for ofte taler vi om ældre som en gruppe, der skal hjælpes eller passes på, men i realiteten har mange ældre fortsat både kræfter, evner, erfaring og lyst til at bidrage. De mangler bare rammerne til at gøre det. Som samfund skylder vi vores ældre mere end bare pleje. Vi skylder dem muligheden for at føle sig som en aktiv og vigtig medspiller i kommunens fællesskab.

Jeg ønsker, at vi i Favrskov Kommune i langt højere grad støtter initiativer, hvor ældre kan dele al den erfaring og viden, som de har. Et godt eksempel er vores repair caféer, hvor ældre kan hjælpe andre samtidig med, at de selv bliver en del af et socialt fællesskab.

Den slags fællesskaber, hvor generationer mødes, udveksler erfaringer og nyder godt af hinandens kunnen, kan faktisk være en kur mod ensomhed, som desværre rammer alt for mange ældre. Ældre er blandt de mest sårbare, når det kommer til social isolation, og konsekvenserne af ensomhed kan være lige så alvorlige som fysiske sygdomme.

Derfor skal vi som kommune være bedre til at tænke fællesskab ind i vores politik om ældre. Vi skal støtte flere ældreklubber, lokale foreninger og netværk, hvor ældre kan mødes. Vi kunne etablere en ordning, hvor ældre frivillige holder foredrag eller workshops for skoleklasser eller foreninger om alt fra historie og håndværk til lokal kultur. På den måde får vi skabt ægte generationsmøder, der styrker både unge og ældre og dermed sammenhængskraften.

Ældre skal ikke føle, at deres rolle i samfundet ophører, når de forlader arbejdsmarkedet. De skal mærke, at de stadig gør en forskel, og at deres livserfaring har værdi.

For et samfund måles ikke kun på, hvordan vi passer vores ældre, men også på hvordan vi giver dem mulighed for fortsat at være en del af fællesskabet.