Hvordan undgår vi, at kritiske problemer fejes under det store tæppe af generel tilfredshed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Kære borgmester Lars Storgaard.

Jeg er enig i med dig i, at det er afgørende, at man tolker tallene korrekt, og jeg hilser al præcision i debatten velkommen.

Det er uomtvisteligt et stort skulderklap, at Favrskov Kommune scorer højt på tillid (53%) og tilfredshed (54%). Men hvis vi skal bruge undersøgelsen som et redskab til at styrke vores lokaldemokrati, må vi se kritisk på, hvor de høje tal kommer fra, og hvad de slører for. Den største fejltolkning i denne debat er at tro, at høj tilfredshed alene er ensbetydende med et sundt lokaldemokrati.

Vi er nødt til at forholde os til, hvem der har svaret. Det er meget sandsynligt, at undersøgelsen er påvirket af self-selection bias (selvudvælgelses-bias), hvilket betyder:

De borgere, der frivilligt besvarer et omfattende spørgeskema om kommunalpolitik, er typisk mere engagerede og mere positivt indstillede over for det politiske system end gennemsnitsborgeren.

Dette afspejles i det urealistisk høje tal på 95% af respondenterne, der siger, at de vil stemme ved næste valg (sammenlignet med den faktiske valgdeltagelse på 72,9% i Favrskov i 2021).

Konsekvens: De høje tillids- og tilfredshedstal repræsenterer derfor sandsynligvis de mest positive og engagerede borgeres holdninger og er en overvurdering af den generelle tilfredshed.

I din udlægning fremhæver du den lave utilfredshed med driften (kun 9%). Dette er dog ikke nødvendigvis et tegn på universel politisk succes, men kan snarere være et symptom på mangel på information.

Det er svært at vide, hvornår man skal være utilfreds, hvis man ikke bliver ordentligt informeret om de politiske kompromiser, budgetter og alternativer.

Den lave utilfredshed skyldes altså potentielt, at kun 27% af borgerne føler sig godt informeret. Dette skaber en ”blind tillid”, hvor borgerne er tilfredse med deres hverdag, men forhindres i at stille kvalificeret kritik, fordi de ikke kender til processen og de fravalgte løsninger.

Selv i denne relativt positive respondentgruppe, viser undersøgelsen en klar diskrepans.

Vi har et demokrati, hvor borgerne er passive modtagere af service, og hvor 30% af dem føler, at de ikke kan påvirke den politiske dagsorden. Den høje tillid (på 54%) er sårbar, da den er baseret på service og ikke dialog. Hvis kommunen skal træffe svære beslutninger fremover, risikerer den passive tillid at smuldre hurtigt, fordi der mangler fælles ejerskab.

Endelig er det vigtigt at huske, at næsten halvdelen af vælgerne (48,8%) er uafklarede. Dette understreger, at det politiske landskab er ekstremt flydende, og at borgmesterens opbakning, selv med de positive tal, kun er funderet i en brøkdel af det samlede vælgerkorps.

Diskussionen om ’Det stille demokrati’ bliver akut relevant, når vi ser på kommunens mest følsomme områder, såsom Familieafdelingen og jobcentrene, hvor borgere gentagne gange har oplevet mangel på åbenhed og gennemsigtighed i sager af personlig og kritisk karakter.

Den politiske tillid på 54% er fantastisk, men den er værdiløs, hvis den ikke udmøntes i åbenhed netop dér, hvor borgernes skæbner afgøres.

Derfor vil jeg gerne spørge dig, Lars: Hvilke konkrete tiltag vil du sætte i værk for at sikre, at den høje politiske tillid omsættes til reel og gennemsigtig forvaltningsskik – især i de følsomme sagsområder som Familieafdelingen og Jobcentrene – så vi undgår, at kritiske problemer fortsat fejes under det store tæppe af generel tilfredshed?