Så hudløs man er i november, hvor mørke og kulde sniger sig ind på én – men nye dage skal rejse sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg var egentlig ved at skrive en klumme om kommunalvalget – om alle de løfter, der den seneste tid har svirret i luften. På lygtepælenes mangfoldige plakater, på halmballebannere, i avisannoncer, i debatindlæg, i radioen, i tv’et, ved Rema og Brugsen og så videre og så videre.

Men så skulle der også lige vælges salmer til sidste søndag i kirkeåret, og det blev så min overspringshandling, da jeg kørte død i det om kommunalvalget. Og her var der pludselig et par salmer, der ramte mig. Den ene på tekst og den anden på melodi. Teksten fangede min sindsstemning, og melodien – ja, den vender jeg tilbage til.

”November går tungt gennem byen” hedder den årstidssalme, som Lisbeth Smedegaard Andersen har skrevet om netop denne måned – om dens tusmørke, stenlugt og blæst.

”Så hudløs man er i november!” som det så ærligt konstateres midt i salmen. For er det egentlig ikke sådan en følelse denne måned får frem? Hudløshed. Skrøbelighed. Et mørke og en kulde, der sniger sig ind på én, som om halloween-aftenens hekse, skeletter og frådende zombier kun var begyndelsen på det virkelig uhyggelige.

Så hudløs man er i november, og som om det ikke var nok, så fortsætter salmen med ord om dom og alt det, der nu skal vejes på vinterens vægt. Og her tænker jeg altså ikke på kommunalvalget, og de løfter, der blev givet ved Brugsen. Nej, det kommer endnu tættere på. Regnskabets time. En sand gyser. Helt tæt på.

Og lige dér, midt i alt det uhyggelige, midt i skrøbeligheden, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen så:

Jeg tror du igen vil forlade

din himmel før alt brænder ned

og tilgi’ og bære min smerte

og bytte den ud for din fred.

På den baggrund, på den tro, får salmen pludselig et udblik, ja, et håb om, at der bag ved november skal rejse sig dage med sang. Sådan slutter salmen. Nye dage skal rejse sig. Dage med sang. Og nu kommer så det med melodien, for med et fif fra en god kollega fandt jeg en salme, der runder kirkeåret af og samtidig kan synges på Europahymnens melodi: Herre Kristus, dig til ære, slutter vi vort kirkeår (Salme 431).

Med den melodi var jeg pludselig tilbage i barndommen, hvor jeg hjemme hos Simon og Bjarke spillede Europaspillet igen og igen på deres stationære computer. Vi var nærmest uovervindelige. Ej, det var fedt. Jeg elskede den sang, og tænkte midt i min heldigvis ret så effektive overspringshandling, at hvis vi nu runder kirkeåret af med tak og med den pomp og pragt, som Europahymnen har over sig, så kan det da ikke gå helt galt – novembers tungsind til trods.

Nye dage skal rejse sig – om ikke med pomp og pragt, så i hvert fald med sang. Sange om lys, om håb, om løfter, der går i opfyldelse!