»Tænk, hvis vi elskede mere!«
En refleksion over længsel, nærvær og den kærlighed, der leves i små handlinger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Hvis vi elskede mere. Det er en tanke, man let kan slå sig selv oven i hovedet med. Den dårlige samvittighed og selvbebrejdelserne banker på. Men hvad nu, hvis vi lagde trykket et andet sted? Hvis vi i stedet gik med længslen og med håbet, som jo lige så godt kan ligge i den sætning? Hvis vi elskede mere, hvad mon der så ville ske? Hvilke muligheder kunne opstå? Hvilket lys ville vi så se vores tilværelse, vores samfund og hinanden i?
På det seneste har jeg læst Martha Christensens noveller i Hvis vi elskede mere (1982). Med enkle streger gør hun det muligt for os at komme ind under huden på mennesker, så vi ser og mærker deres fejltagelser og manglende overskud, genkender deres usikkerhed, afmagtsfølelse og længsel.
Selv formulerede Martha Christensen det sådan: »Det meste af livet går jo egentlig med at gøre godt og gøre fortræd. Når vi gør fortræd, er det sjældent bevidst ondskab, men tankeløshed og uformåenhed. Måske hørte vi ikke rigtig efter, hvad den anden sagde. Måske orkede vi det ikke lige nu. ‘En anden gang,’ tænker vi, fordi vi er optaget af noget andet – vores eget – og pludselig er det for sent. Det tidspunkt, hvor vi kunne have hjulpet, er forbi.«.
Kærlighed leves her og nu – i små hverdagsvalg, i øjeblikkene hvor vi rækker ud, lytter – handler.
I søndags, som vi kalder sidste søndag i kirkeåret, hørte vi bl.a. Jesus’ ord: ”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.” Martha Christensen beskriver os rammende i al vores ufuldkommenhed og uformåen. Jesus peger på, hvad vi faktisk kan gøre. Begge minder os om, at kærlighed leves her og nu – i små hverdagsvalg, i øjeblikkene hvor vi rækker ud, lytter – handler.
Jeg tror, at længslen – ikke kun efter kærlighed, men efter mening, nærvær og forbundethed, ja, længsel i det hele taget – er som en kalden. Længslen er et udtryk for, at noget eller nogen kalder på mig, trækker i mig, vil mig noget. Tænk, hvis vi elskede mere!
Når vi elsker mere, opdager vi måske, at livet åbner sig. På ny. At livet vil noget med os.