Mørketid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Hvor er det mørkt i disse dage – adventstid er mørketid.

Allerede tidligt om eftermiddagen kommer mørket buldrende, og om morgenen tvivler vi på, at det overhovedet er morgen. Mørke, blæst og kulde får os til at trække dynen længere op. Advent betyder komme – og det er tydeligt, at vi alle venter og ønsker, at noget skal komme.

Noget, der kan sprede mørket og bringe os den glæde, som vi aldrig skulle miste. Og vist forsøger vi da på alle mulige måder at jage mørket på flugt med julelys og varme, med duft af gløgg, julebag, gran og smagen af pebernødder. Vi tager lidt forskud på glæderne for at kunne holde alt dette mørke ud.

Da jeg spurgte naboens datter, hvad advent egentlig betyder, svarede hun, at »det er jo der, hvor vi begynder at få små gaver, mens vi venter på de store juleaften!« De små gaver peger hen på den store gave, vi har i vente.

Så advent er ikke kun mørketid – men også forventningens tid. Det er starten på nedtællingen til jul. Nedtællingen og forventningen til Herrens komme. Mange husker det måske specielt fra barndomstiden, hvor adventstiden varede nærmest en evighed, før alle fire lys var tændt, og de sidste låger i u-landskalenderen skulle åbnes. Her er det forventningens glæde.

Men desværre findes der også alt for mange skuffede forventninger. For mange mennesker er det lige som om, stemningen ikke rigtig vil indfinde sig på trods af de smukkeste julesalmer og de sødeste brune kager.

Forventningerne, som man havde håbet og glædet sig til, der ikke blev indfriet. Lange ensomme decemberaftener eller alt for travle arbejdsdage, svigt fra mennesker, man holdt af, skuffelser over sig selv, sorgen over at miste i døden eller i livet.

Hvilket håb skulle jeg da kunne have, når nu min erfaring altid siger mig, at mine forventninger ikke indfries? Når det eneste, jeg ser og mærker, er mørke, kulde, svigt, savn og sorg?

Sådan kunne nogen spørge. Men også her er der med garanti en forventning, et løfte, der altid vil indfries. Og det er løftet om Herrens komme julenat til alle slags mennesker – både til dem med julelys i øjnene og til dem, der kun har blikket rettet mod sjap og grumsede vandpytter. Som vi synger i en af vore gamle julesalmer: »Julebudet til dem, der græde, det er vældet til evig glæde.«

Jeg sad en dag og småfrøs og kunne ikke rigtig finde noget formildende i noget som helst. Øjnene var fyldt med grus, haven var grå og trist, mudret og våd. Blæsten gik gennem marv og ben, og mørket fik dagen til at ligne en fortyndet nat. Og straks morgenen efter, da solen stod op, og tågen begyndte at lette – hvor var alt dog fantastisk smukt. Træer og buske og jorden havde fået kastet en hermelinskåbe over sig af fin sne, og solstrålerne spillede i krystallerne.

Man kan undre sig over, så meget Gud kan udrette med lidt frost og et par solstrejf. Den morgen var for mig og for alle andre småfrysende mørkemennesker et løfte om, at selvom vi må vente lidt endnu, så er lyset snart på vej tilbage til glæde og liv for os alle.

Glædelig advent!