Hvad vil vi og hvad kan vi?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I dag er jeg pensionist og kan se tilbage på min karriere.

Min løn har været betalt af forbrugerne, og det har været spændende, at man hele livet har skullet tilpasse sig forbrugerne.

Lad mig begynde med min læretid i en diskbetjent købmandsbutik på landet.

Det var før, man begyndte med at sprøjte med pesticider og bruge kunstgødning.

På dette tidspunkt var industrialiseringen godt i gang i byerne, og karlene på gårdene flyttede ind til byen, hvilket betød, at de fik en bedre velfærd.

Jeg blev udlært og tog min militærtid under den kolde krig.

Hjemkommet tog jeg til storbyen i et supermarked og lærte, hvor hård konkurrencen var allerede dengang. I hver gade lå en købmandsbutik og et ismejeri. Men i løbet af få år var de væk.

Regeringen foreslog, at borgerne skulle have billige, sunde varer, og man prøvede at opbygge Brødfabrikken Danmark, Slagteriet Danmark og Mejeriselskabet Danmark.

Der skulle produceres, og landmanden blev den mest effektive i Europa. Alle forbrugere jublede, fordi nu var varerne blevet billige og det uanset kvalitet.

Allerede dengang opstod forbrugerorganisationer, men de var og blev små, fordi man kunne se fremtiden.

Jeg husker organisationen Noa. De kom engang ind og smed blåt maling hen over småkagerne i et opråb mod farvestoffer.

I halvfemserne var der for alvor ved at komme gang i regeringen med klima og grøn omstilling.

Hvem husker ikke Svend Auken, som var en fremsynet mand.

Men bedst som vi var ved at komme i gang med klimaspørgsmålet kom der en Anders Fogh, som lovede supersygehuse og bedre velfærd, og så stoppede klimadebatten igen.

Summa sumarum: Hvis vi skal videre med klimadebat og bedre dyrevelfærd, må vi tænke tilbage på hvor vi startede og så finde middelvejen.