Valgdeltagelsen faldt drastisk. Hvad gik galt?
Formand for Ældrerådet Syddjurs gør status over det nyligt overståede valg til ældrerådet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Ældrerådet siger tak til alle, der afgav stemme til ældrerådsvalget. Det gjorde 7.274 svarende til 48,23 procent.
Valgdeltagelsen er desværre lavere end ved ældrerådsvalget i 2021. Det er også tilfældet i nogle nabokommuner. Vi kan endnu ikke sige, hvad der er årsagen. Der er formentlig flere.
Vi er klar over, at det har været problematisk for en del vælgere, at valgkortet blev udsendt digitalt.
Det kunne desværre ikke udsendes til den fysiske postkasse, som det plejer. Det har vi ikke haft indflydelse på. Kun vælgere, der er fritaget for digital post, kunne få valgkort i postkassen. Vi hører desværre, at ikke alle har modtaget valgkort.
Vi hører desværre, at ikke alle har modtaget valgkort.
Udfordringerne med valgkort indgår i overvejelserne om, hvordan vi får det bedst mulige ældrerådsvalg i 2029.
På baggrund af de vælgermøder, jeg selv har deltaget i, vurderer jeg, at de fleste stemmeberettigede til ældrerådsvalget opfatter Ældrerådet som et vigtigt talerør for borgere på 60 år og derover. Ældrerådet sikrer nemlig, at ældre borgeres perspektiver bliver hørt, inden Byrådet træffer beslutninger. Blandt andet inden det vedtager service- og kvalitetsstandarder og når det drejer sig livet som hjemmeboende ældre og på plejehjem.
Tillykke til de valgte og tak til alle opstillede kandidater for deres engagement i forbindelse med ældrerådsvalget. Der skulle vælges 11. Nu er der fire suppleanter, som er klar til at indtræde i Ældrerådet, hvis en eller flere af de valgte skulle blive nødt til at stoppe. Det er vigtigt, at en suppleant kan træde til, hvis behovet opstår.
Ældrerådet har konstituerende møde 2. december.