Når kærlighed og håb træder ind ad døren

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Du kommer, så er alting godt, og alt det onde glemt.

Sådan lyder indledningen til et gammelt kærlighedsdigt. Jeg synes, det er så smukt – og så rigtigt.

Når man er lille og bange og ligger i mørket uden at turde røre sig – kommer så ens mor ind ad døren, så er alting med ét godt igen. I samme nu man hører hendes stemme eller mærker hendes hånd, er utrygheden og alle de onde drømme og uhyrerne under sengen pist væk.

Og når man er ung og forelsket – og man længes og håber, men ikke ved, om hun kommer – og man ikke kan foretage sig noget som helst fornuftigt, fordi man ikke har andet i hovedet end hende – og hun så træder ind ad døren så smuk og smilende som aldrig før. I samme nu er alting godt.

Og når børnene bliver store og har det med at føjte rundt til langt ud på natten – og man ligger bekymret og drejer sig i sin seng - og kigger på sit ur hvert femte minut. For hvor bliver de dog af? Og yderdøren så endelig går op. De er hjemme igen i god behold. Man ånder lettet op. Alting er godt.

Eller hvis man er gammel og syg og føler sig ensom og glemt. Hvis så et af ens børn kommer på uventet besøg med kager til kaffen og god tid til en snak. Så ser det hele pludselig meget lysere ud. Så er alting godt.

Du kommer, så er alting godt, og alt det onde glemt.

Advent betyder komme. Advent er den tid på året, hvor vi tænder lys og tæller ned – og venter på det, der kommer, nemlig julen og det lille Jesusbarn.

Men kommer han nu også virkelig? … Eller er det bare noget, vi siger? Er det bare noget, vi præster forsøger at bilde godtroende mennesker ind – sådan lidt ligesom forældre kan have held til at bilde små børn ind, at julemanden kommer med gaver til dem juleaften, hvis de ellers har opført sig ordentlig? For Gud kommer jo ikke sådan, at han er til at få øje på. Og sådan set er det vel også omkring et par tusind år siden, han blev født i Betlehem. Eller hvad?

Jovist. Men alligevel: Ja, han kommer! Han kommer, hver gang historien om ham fortælles.

Det er ligesom med et teaterstykke. Det spilles også igen og igen. – Og hver gang det spilles, sker virkeligt det, som stykket viser og fortæller. Det er jo ikke sådan, at der kun sker noget i et teaterstykke den første aften, det spilles - på selve premiereaftenen. Nej, det gør der, så længe stykket opføres. - Også næste aften, og næste aften igen kommer der nogen ind på scenen og gør noget. Også da ser og hører vi noget, som virkelig finder sted. Sådan er det også med de nytestamentlige fortællinger. Når vi hører dem, og – om jeg så må sige – når nogen spiller med i dem i kirken eller derhjemme, så finder de sted på ny.

Og hvilken forskel gør det så, at han kommer? Ja, det gør en verden til forskel. For kommer han ikke, så er der ingen tilgivelse, når tilgivelsen mellem mennesker bliver umulig. Så er der intet håb, når der ikke længere er noget håb at hente i denne verden. Så er der intet lys at hente på disse mørke decemberdage. Så er alt forbi, når det er forbi. Slet og ret.

Men kommer han, så bliver alting godt. Dybest set. For den konge, der 1. søndag i advent kommer til os på æselryg, og juleaften som det lille barn i krybben, han kommer for at befri os fra det, vi har gjort forkert - og fra det, vi gruer for og næsten ikke kan holde ud at tænke på. Løftet er nemlig, at han også vil befri os fra døden engang, når det bliver påskemorgen for os.

Alt det onde og forkerte og forfærdelige er her stadigvæk. Men nu er han her også. Ham og hans kærlighed og tilgivelse og lys. Og den tilgivelse og det lys falder på os akkurat dér, hvor vi er. Akkurat som når den elskede kommer.

Du kommer, så er alting godt, og alt det onde glemt.