Hvor køber man et juletræ?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”Hvor køber man et juletræ?” Måske trækker du, kære læser, på smilebåndet af et sådant spørgsmål, eller kan måske ligefrem på stående fod besvare det.
For ”man køber da juletræet, hvor man plejer”, ikke sandt? Jo det gør man da. Men hvis intet er som det plejer, hvad gør man så?
Adventstiden er over os og dermed trængsel og alarm. Julegaver skal købes, julefrokoster og sammenkomster afholdes og selve julefejringen planlægges i mindste detalje, for sådan plejer man jo at gøre, og hvorfor skal julen 2025 være anderledes. December måned og julefejringen er en tid, hvor vi altid gør, som vi plejer – for hvorfor lave om på tingene?
Traditionerne hører sig jo julen til. Men for os, min familie, er det hele anderledes og intet er, som det plejer. For vi har kun boet i Hadsten i fem måneder, så både by og hus er ganske nyt og meget er endnu ukendt. Derfor måtte jeg spørge mine kollegaer om, hvor man køber et juletræ! For sådan et skal der til, og det skal nå helt til loftet – men hvad med julepynten og nissesokkerne, hvor skal de være?
Måske denne jul i virkeligheden skal tages som en kærkommen lejlighed til at tænke over, hvad plejer i virkeligheden rummer.
Når man sidder i ganske nye omgivelser, er det faktisk interessant at tænke over, hvor hurtigt ting bliver hverdag samtidig med, at alt er nyt med alle de udfordringer, dét rummer. På mange måder bliver det faktisk et mikrobillede af det store billede, som omgiver os – og som gang på gang går os i møde, når vi tænder for fjernsynet, slår op i avisen eller læser vores newsfeed på telefonen.
For hvor vænner man sig hurtigt til, at alt er vendt på hovedet ude i verden, så det føles som om, at alting er, som det plejer. Stormagts politik, at det er den stærkes ret, er den nye normal, på trods af at det på ingen måder er, som det var, med internationale regler, aftaler og orden.
Kommunevalg og politikere, der skifter parti alt efter magten, og borgmesterposter som går snart til venstre, snart til højre. Man tænker dårligt over det efterhånden, som var det helt normalt – selvom det aldrig er sket så mange steder som nu, ifølge valgforskere.
Hvor køber man et juletræ? Det er hverken et storpolitisk eller et lokalpolitisk spørgsmål, men et helt lavpraktisk spørgsmål, som blot afspejler, at det nye hurtigt bliver dagligdag, uden man tænker over det, indtil et helt almindeligt spørgsmål melder sig og afslører, at i år – ved denne jul – er intet som det plejer at være. Måske denne jul i virkeligheden skal tages som en kærkommen lejlighed til at tænke over, hvad plejer i virkeligheden rummer.
»Hvor køber man et juletræ?« – hvor køber du kære læser dit træ? Og hvorfor gør du det dér – og er alting helt, som det plejer eller er noget nyt også sneget sig ind i dit liv under dække af ”hverdagen”?