Kære politikere. Hvorfor tvinger I børnefamilier ind i hamsterhjulet?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I DR’s podcast ’Kandidatfesten’ debatterer spidskandidaterne i Syddjurs Kommune forskellige emner, herunder faldende indbyggertal og behovet for tilflytning til Mols og Helgenæs. Kandidaterne undrer sig over, at de kommunale byggegrunde i Vrinners (Elkærbakke og Terpenhøjvej) endnu ikke er solgt - få på nær. Én af kandidaterne foreslår, at børnefamilier ikke flytter til, fordi familieområdet ikke fungerer i Syddjurs Kommune. En anden antyder, at folk måske hellere vil bo andre steder i Syddjurs og at de burde udvide deres horisont og overveje Vrinners.
En stram lokalplan gør det for dyrt for målgruppen at bygge på grundene.
Som én der selv har haft kig på grundene, vil jeg her tillade mig at komme med en alternativ forklaringsmodel: En stram lokalplan gør det for dyrt for målgruppen at bygge på grundene. Lokalplanen tilsiger, at grundene i udstykningen skal bebygges med boliger i mursten på minimum 85 kvm og med symmetrisk sadeltag med 25 graders hældning. Den type hus koster minimum 2 millioner at opføre, og lægger man køb af grund og byggemodning oveni, kan det ikke gøres under 2,5 millioner. Således kræver det to velaflønnede fuldtidsstillinger at realisere et byggeprojekt på udstykningen - og den prisklasse rammer skævt i forhold til målgruppen.
Jeg tror nemlig ikke, at børnefamilier flytter til Mols for at træde ind i hamsterhjulet - snarere tværtimod. Rigtig mange småbørnsforældre vil gerne hente børnene tidligt og have et mere fleksibelt familieliv. Mange vil gerne have én hjemmegående forælder eller én eller begge forældre på deltid, mens børnene er små. Og et lån på over 2,5 millioner er ganske enkelt ikke befordrende for den livsstil.
Jeg ved, der findes rigtig mange børnefamilier og andet godtfolk, der gerne vil flytte til Mols (og Syddjurs i det hele taget), men som ikke kan være med på huspriserne som de er nu. En håndsrækning til dem kunne være at forbedre mulighederne for at bygge små træhuse og for at bo i Tiny Houses (begge er både billigere og mere bæredygtige end store murstenshuse).
P.S.: Folk flytter heller ikke til Syddjurs for at kigge på solcellemarker...