Stop klynkeriet om mænd og kvinder i byrådet
Byrådets yngste understreger, at aldersspredningen er mindst lige så skævt fordelt som kønsfordelingen. Men at det ikke er afgørende for en bred repræsentation af meninger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I den seneste tid har man i flere medier kunnet læse, at Skanderborg Byråd er gået fra 11 kvindelige medlemmer til nu blot syv. For nogle er det blevet et problem i sig selv. Men efter min opfattelse er denne kritik både unuanceret og præget af hykleri.
Skal man vurdere, hvem der egner sig til at sidde i et byråd, må det afgørende kriterium være kompetencer, ikke køn.
Ærligt talt ville jeg personligt føle mig både pinligt berørt og direkte flov, hvis jeg blev valgt alene på baggrund af mit køn. Et mandat bør bæres af kvalifikationer, politisk indsigt og evnen til at repræsentere borgerne, ikke biologiske tilfældigheder. Og når man ser på, hvem borgerne i Skanderborg Kommune faktisk har valgt, er der efter min vurdering ingen som helst grund til bekymring.
Ja, der blev valgt syv kvinder ind, men det er til gengæld syv særdeles dygtige kvinder. Det understreges jo tydeligt i konstitueringen, hvor hele tre af dem er blevet formænd for et udvalg. Det vidner om kapacitet, ikke køn.
Det skal ikke handle om deres køn. Men de holdninger og meninger de har
Grundlæggende mener jeg, at et byråd skal afspejle befolkningen. Men det skal ikke handle om deres køn. Men de holdninger og meninger de har, som den bredde befolkning i kommunen også har.
Som kommende yngste medlem af byrådet, den eneste under 30 år og én ud af blot fire under 40 oplever jeg selv, at aldersspredningen er mindst lige så skævt fordelt (hvis ikke mere) for den demokratiske repræsentation.
Forskellen er bare, at jeg ikke har tænkt mig at bruge min alder som anledning til at klynke over manglende “balance”. Tværtimod vil jeg bruge min ungdom som en styrke. Jeg er dybt taknemmelig for, at borgerne har vurderet, at jeg har noget fornuftigt at bidrage med i byrådssalen. Og i stedet for at fokusere på forhold, jeg ikke kan kontrollere, vil jeg koncentrere mig om det ansvar, jeg er blevet betroet.
Lad os derfor droppe klynkeriet om køn, og i stedet anerkende, at vælgerne i Skanderborg har valgt dygtige mennesker. Det er trods alt det, demokratiet handler om.