»Vi står uden stemme i det nye regionsråd – og det kalder på eftertanke«
Der er ingen repræsentanter fra Skanderborg Kommune i det nye regionsråd. Det er et problem, mener lokal kandidat.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Skanderborg Kommune er vi denne gang endt blandt de få kommuner uden en lokal repræsentant i det kommende regionsråd. Det er værd at stoppe op ved, ikke mindst fordi regionen netop nu står midt i implementeringen af sundhedsreformen og etableringen af de nye sundhedsråd. Det betyder, at store beslutninger om nærhed, forebyggelse og hverdagsvelfærd bliver truffet uden en stemme fra vores kommune. Det betyder også, at vi de næste fire år må undvære reel indflydelse omkring vores sundhedstilbud og vores kollektive transport.
Personligt havde jeg håbet at kunne tage den tjans. Jeg stillede op som Socialdemokratiets lokale kandidat i Skanderborg kommune og fik 3.077 personlige stemmer. Det er jeg taknemmelig for – også selv om det ikke rakte hele vejen. Sådan er vilkårene i politik: Man går ydmygt ind, og man går ordentligt ud, når stemmerne er talt op.
Det er ikke et partipolitisk budskab, men en generel opfordring: Stem lokalt, uanset farve. For vi har brug for, at nogen bærer Skanderborg med ind i de rum, hvor beslutningerne falder.
Valgdata viser et tydeligt mønster: Folk stemmer på det nære og det lokale. I Ry, hvor jeg bor, fik jeg et stærkt valg med 1.005 personlige stemmer – hver femte stemme af alle stemmerne. I resten af kommunen lå jeg markant lavere, med omkring hver 20. af stemmerne. Det siger mig to ting: Lokal opbakning betyder meget, og man bliver kun opfattet som “lokal”, hvis man faktisk er til stede i folks hverdag. Det ansvar ligger på mine skuldre, og det tager jeg med videre.
Allerede inden for et år står vi igen ved valgurnerne – denne gang til Folketingsvalget – og her er konsekvenserne for Skanderborg kommune lige så store. Vi er i dag den kommune i landet, der har færrest kroner pr. borger at drive velfærd for, når udligningen er gjort op. Det gør revisionen af udligningsreformen i 2027 særligt vigtig for os. Oven i det venter store infrastrukturbeslutninger, fx spørgsmålet om en Kattegatforbindelse, og kampen om statslige arbejdspladser.
I den sammenhæng gør det en reel forskel, om der sidder nogen i Folketinget, der kender vores kommune indefra – både styrkerne og de steder, hvor skoen trykker. Det er ikke et partipolitisk budskab, men en generel opfordring: Stem lokalt, uanset farve. For vi har brug for, at nogen bærer Skanderborg med ind i de rum, hvor beslutningerne falder.