»Vi leder efter tegn på, at vi ikke er overladt til os selv: Vi overser dem let, for de er hverken prangende eller spektakulære«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Sct. Pauls kirke har der i årevis hele december stået et gammelt krybbespil med halvstore figurer fremme i våbenhuset. Maria, Josef, Jesusbarnet, engle, hyrder, dyr – ja, hele julens persongalleri.

Gennem årene fik figurerne patina: englevingerne måtte limes, den ene vismand måtte knæle med en manglende fod, og oksen måtte nøjes med et halvt øre. Sådan går det, når man står fremme hele december og bliver udsat for nysgerrige børnehænder eller uforsigtige voksne.

For et par år siden fik vi et splinternyt krybbespil. Nydeligt. Ingen skrammer. Det første år… Men tiden og livet sætter altid sine spor – på mennesker såvel som figurer – så nu begynder skrammerne at vise sig.

Det nye krybbespil skulle jeg lige vænne mig til. Ting er forandret i forhold til det gamle. For eksempel er ledestjernen limet direkte fast på staldens gavl – lidt et underligt sted for en stjerne, men lad gå… Det, der dog for alvor fangede min opmærksomhed det første år, var det lille Jesusbarn, der lå i sin krybbe iført… en stofble.

Måske tænker du: Hvad så? Sådan ligger babyer jo.

Men evangeliet fortæller noget andet. Englen siger til hyrderne: “Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, der er svøbt og ligger i en krybbe.”

Tegnet var altså ikke bare et barn. Heller ikke bare et barn i et fodertrug, selvom det nu er underligt nok. Men et barn, der er svøbt. Pakket ind. Svøbt i klude og kærlighed.

Måske ville man med det nye krybbespil gerne gøre Jesusbarnet lidt mere nuttet. Kun iført stofble kan han jo ligge der og sprælle med arme og ben, så hans forældre og de besøgende har noget at se på.

Men måske er der en dyb pointe i tegnet – ”det svøbte barn”. Måske skal det barn netop ikke underholde, men i stedet kalde på vores undren. Måske skal det barn ikke genkendes på sin ”nuttethed” og evne til at begejstre – men i stedet opdages langsomt af søgende mennesker.

Vi svøber også børn i dag. Ikke mindst når de skal ud i vinterbarnevognen. Her er de så godt pakket ind, at man ved første øjekast kan tro, at vognen kun indeholder voksipose, dyne eller tæppe. Men tager man sig tid og bøjer sig ned længe nok, vil man kunne få et glimt af barnet dernede i svøbet. Ja, nogen af os kan slet ikke lade være.

Advent og jul handler om tegn. Tegn på, at verden og vi ikke er overladt til os selv. Tegn på, at der Julenat blev født en mening ind i verden, som hverken kulde, krig eller katastrofer kan tage fra os.

Mange af os leder efter tegn, længes måske endda efter dem. Vi kan tage os selv i at jage efter de klare signaler – neonskiltet, der ikke er til at overse: ”Se herhen – her kimer det til julefest!”

Men alt det, der er bøjet i neon, er ofte bare det. Tomme neonskilte med lige så tomme budskaber. Men tegn er der nok af. Venlighed i køen. En nabo, der deler sin avis. Hjælp, der når frem. Mennesker, der rækker ud. Et kram i rette tid.

Vi overser dem let. De små tegn. For de er hverken prangende eller spektakulære. De er så almindelige. De er svøbte. Som barnet i krybben. Små, undseelige og fulde af mening.

Barnet i krybben kan ikke tages ind i hast. Julens dybde kan ikke genkendes eller opleves i forbifarten. Ligesom ved vinterbarnevognen må vi standse op. Lade blikket vænne sig til mørket, så vi kan få øje på det svøbte liv, der fik os til at standse midt i alt vores eget – og som vækker en forunderlig umiddelbar glæde i os. Det gjorde hyrderne også den første Julenat.

Jeg glæder mig til, at kirkens nye krybbespil bliver endnu mere slidt – præget af at blive berørt, tabt, grebet, pakket ned og pakket ud igen og igen. For gennem skrammerne bliver det måske klart for os, at Julen er en kærlighedsfest, hvor alle er inviteret med. Ja, at vi med alle vores skrammer, fejl og mangler, håb og fortrydelser må samle os om det svøbte barn i krybben og dér være stille længe nok til, at vi kan høre, at vores hjerter banker i samme takt som barnets. Banker i takt med Gud selv. I takt med kærligheden, der hvisker til os hvert eneste levende øjeblik: ”Du er elsket!”.