Når juleglæden kræver plads

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Det barn, som sig glæder fromt og kønt, skal aldrig den glæde miste.

Sådan står der i Ingemanns julesalme. Og glæder sig gør de, børnene. De venter og glæder sig til juletræ og gaver. Hver morgen glæder de sig til at åbne pakkekalenderen eller til at se, hvad nissen har lagt i sokken. Ja, man kan glæde sig så meget, at man får helt ondt i maven af spænding.

De voksne kan også gå hen og få mavepine af at vente på julen. Vi forspiser os i æbleskiver, risengrød og julefrokostmad. Voksne kan få ondt i maven, når de ikke ved, om julen kan leve op til børnenes forventninger, når det ikke er til at se, hvor pengene til pakker og julemad skal komme fra, når juletiden, der skulle være så sød, er mere fyldt med bekymring end forventning.

Og voksne kan få ondt i maven af alt det, vi skal nå. Juleglæden bliver til julelede, når sild og pakker hænger os langt ud af halsen allerede inden den 10. december, og bare synet af et julehjerte giver os åndenød på en helt anden måde end den barnlige forventningens glæde.

Forventningsglæde afløses af forventningspres over alt det, vi burde. Alle de forberedelser og arrangementer, december byder på, kan tage pusten helt fra os. For vi plejer jo at tage til julemarked med Tante Margit. Og at lave juledekorationer med vennerne. Og at holde julekagepyntedag med farmor. Og så skal vi vel til julefrokost med de gamle venner fra højskolen og fodboldklubben og dit og mit arbejde, for det plejer vi jo. Og vi plejer at hygge os – det burde vi i hvert fald. ”Plejer” og ”burde” har ekstra meget magt i december.

Enhver tradition skal holdes i hævd, og hvert år lægges nye til for: “Ej, hvor var det hyggeligt! Og skal vi ikke gøre det igen til næste år?” Og det kan man da dårligt sige nej til. Eller kan man? Traditioner avler traditioner, og det er ironisk, når præsten skal sige, at – nu er det nok! Vi får de samme råd hvert år: sænk skuldrene! Nyd en kop te! Kig julelyset dybt i øjnene.

Og træk vejret helt ned i maven! Hvad vi ikke så ofte ser i øjnene, er, at også de ting tager tid. Så når vi lægger dem oven i alle ”plejers” arrangementer, virker de ikke. Skal de gode råd lykkes, så skal ”plejer” – om ikke lade livet – så i hvert tilfælde forstyrres. For når ”plejer” og ”burde” tager magten fra os, så forsvinder glæden mellem fingrene på os. Vi forbereder os, men husker vi at glæde os?

I al julestressen glemmer vi, hvad det er, det hele handler om. Julen handler om Gud. Om at Jesus blev født som et lillebitte barn i en stald i Betlehem. Midt i mørket, midt om vinteren. Og stjernen lyste på himlen, og englene sang. Det er et glædeligt budskab. Og det møder os igen og igen i julens salmer: Glæden.

Ikke kun den barnlige, spændte glæde, men den dybe og ægte. Den, der var der, før julestressen og juleleden kaprede december. Den glæde, der giver trøst og håb i en mørk tid. Den glæde Grundtvig skriver om, når han i ”Velkommen igen Guds engle små” skriver:

O, måtte vi kun den glæde se, før vore øjne lukkes.
Da skal, som en barnemoders ve, vor smerte sødt bortvugges.
or Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes.

I år har jeg ledt efter den, juleglæden. Jeg har fundet den i det små. Jeg har fundet den på aftentur med hunden, når vi går i stilheden og ser på julelysene. Jeg har fundet den i de hjemmebagte pebernødder, min kollega har taget med til kontoret. Og jeg har fundet den i en kirke fuld af børnehavebørn, der sang Halleluja af deres lungers fulde kraft.

Hvis du vil finde juleglæden, skal du først gøre plads til den. Og for at gøre plads, må noget af alt det andet skæres fra. Jeg kan anbefale at starte med ”burde” og ”plejer”.