»Nogle gange glemmer vi at se håbet«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Adventsfarven er lilla.

Men julens farve er rød.

Rød som kærligheden. Rød som min søns hånd, når jeg lyser igennem den med lommelygten på mobilen i det bælgmørke soveværelse, lige inden vi lægger os til at sove. Hans lille lysende, røde hånd. Hans små lysende, røde fødder. Lige dér bliver han en lille lampe – en kærlighedslygte i mørket for mig. Han hviner af fryd. “Hva’ det?” “Igen!”

Han er halvandet – allerede stor sammenlignet med de børn, som fødes nu. Han opdager verden. 783 gange om dagen (sådan cirka) besvarer jeg spørgsmål om, hvad alting er: fra plastikgrise og køer til mælk i koppen og biler på vejene. Og altså hans lille lysende, røde hånd.

Han ved allerede meget. Kender dyrenes lyde og “NEJ!”, mit navn (MOAR) og ansigterne på alle dem, som elsker ham. Han kender skuffelse og frustration. Men han kender endnu ikke håbløshed.

Han kender kun håb. Han er håb. Og tillid. Til dagen. Til verden. Til os.

Håbløshed må læres dér, hvor håb og tillid svigtes. Det har jeg lært. En smule. Som de fleste voksne. Vi lærte at bytte håb med håbløshed, adventsglæde med adventsstress og julefryd med juleudmattelse. Eller juleensomhed.

Jeg er ikke længere håb. Men jeg bæres stadig af det. Hvert skridt, vi tager, er båret af håb: Håb om, at vores fødder også i dag må lande trygt på jorden. Eller at nogen så vil samle os op igen, når vi skvatter, glider og falder.

At skrive denne klumme er fuld af håb om, at ord kan nå hinandens verdener og hjerter. At handle ind til et enkelt eller overdådigt julemåltid – for mange eller kun for én – er håbefuldt. Alt, hvad vi gør, når vi går ind i dagen og fylder den ud – læser alene eller forbinder sår på Skejby – er håbefuldt.

Men nogle gange glemmer vi at se det. Vi taler for hårdt til os selv. Kimser ad det håb, vi hver især lyser med i verden. Som om det ikke var noget. Men det er det. Det er stort.

Det kan være lettere at se i andre. Måske ser vi det lettest i børn. Men hver især bærer vi altid et håb igennem verden. Min adventsbøn er, at vi alle må få øjnene lidt mere op for det og bære det med stolthed. Og at vi må opdage og lade os lede af det håb, som bæres af andre, som holdes op for os og lyser med julens glød – på vegne af ham, som snart kommer til os alle – helt lille, sårbar, lysende, fin og fuld af kærlighed. Han som lyser på og igennem os alle, som en uendelig stærk mobillommelygte. Til vi gløder af kærlighed.

Hver aften, inden jeg tænder lommelygten på min telefon, tænker jeg: Hold håbet oppe, lille ven. Med dine lysende, røde hænder. Hold det foran mig.