Dyreelskeren fra Randers, der skabte sit eget safari-eventyr

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Anker Larsen, der var billedskærer og passioneret dyreelsker, indrettede i 1949 på en grund ved Mariagervej i Randers ”Larsens Dyrepark og Tropehus”.

Allerede fra starten blev parken en stor succes. Anker, hustruen og deres seks børn viede hele deres liv til parken. Sideløbende underviste han i billedskæring på Randers Aftenskole. Larsen ønskede økonomisk at sikre, at dyrene altid havde rigelig mad i skålene.

Larsens have var velrenommeret blandt branchefolk både i ind- og udland. Bestanden af dyr var på et tidspunkt helt oppe på 1.000 fordelt på 200 arter.

At familien Larsen elskede dyr, fremgik tydeligt, da datteren June overtog pasningen og opflaskningen af tre små bjørneunger, som deres moder havde forladt. Det blev en lokal mediebegivenhed, hvor June meget rørende blev omtalt som ”Bjørne-plejemoderen”.

I 1960 valgte Larsen at sælge grunden til A/S Falbe-Hansen og dermed flytte hele herligheden til ”Doktorparken” eller et andet areal ved Gørrilds Allé. Planerne blev desværre besværliggjort af et ulideligt dræbende bureaukrati. Larsen valgte derfor i 1961 at flytte de fleste af sine dyr til Galgebakken i Ebeltoft.

Han så byen som et kommende, blomstrende turisteventyr. Parken kom til at hedde ”Ebeltoft Zoo”. Desværre var det ikke muligt at få godkendt større rovdyr til parken i Ebeltoft, og han måtte derfor med blødende hjerte aflive løvefamiliens fem medlemmer samt to brune bjørne.

Dengang var løver og bjørne ikke truede arter og fandtes i store mængder i diverse zoologiske haver, så det var ikke muligt at komme af med dyrene på anden vis. Det smerter stadig familien Larsen, når man omtaler hændelsen. Alle dyrene havde de haft fra ganske små og dermed udviklet et nært, følelsesmæssigt forhold til.

Men jeg er sikker på, at de fra deres dyrehimmel kigger ned til familien Larsen for at fortælle, at det ikke er mængden af år i deres liv, der tæller, men mængden af liv i deres år. Og det gode liv fik de i sandhed af den gode dyreelsker Larsen.

I 1964 var ”eventyret” slut. Grunden, som lå op til golfbanen, blev solgt til Hotel Hvide Hus. Larsen var efter 15 år færdig med at drive zoologisk have. Han viede herefter sin fremtid til et liv som underviser i billedskæring.

Sønnen Erik Normann Larsen, som faderen havde en drøm om skulle føre haven videre, måtte desværre kapitulere, da han i de senere år havde udviklet en uhyggelig grad af dyreallergi – hvilket vel må betegnes som skæbnens ironi. Erik blev herefter uddannet murer og blev meget anerkendt i Ebeltoft for sin ædle håndværkskunst.

Men den gode Anker Larsen lå ikke på den lade side i Ebeltoft. Om lørdagen, mens han stadig drev sin livsdrøm, arrangerede han jazzmusik i Safariklubben på Galgebakken med bandet ”Galgehill Stumpers”, som bestod af Jens Kannegaard på klaver, Knud Verner Larsen på bas, Karsten Krogsgaard på trombone, Jørgen Helgren på trompet og Jens Helgren på trommer.

For at løfte stemningen til et passende muntert niveau blev der serveret Giraføl og Snabelvand i rigelige mængder. Mange mener ovenikøbet at kunne erindre, at dyrene på afstand vuggede rytmisk med til musikken i deres bure. Om det er sandt eller blot en skrøne, der er opstået under et eskalerende indtag af den ædle bryg, er i grunden ligegyldigt, for under alle omstændigheder var det en fest og en stor succes, som kun en opløftet stemning kunne skabe i et symbiotisk forhold mellem mennesker og fæ.

Dyrene vidste nemlig, at efter en sådan happening ville deres trug være fyldt op den kommende uge med dejlig nærende mad – så naturligvis vuggede de med på rytmerne.