»Må 2026 bliver et år, hvor vi viser hinanden vores glæde og lader os smitte af andres glæde«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Nytåret kan være en anledning til at lave en slags regnskab over, hvad vi nåede, og hvad vi ikke nåede i 2025. Nogle af planerne blev til noget, andre gjorde ikke – og ting, vi slet ikke havde planlagt, dukkede lige pludselig op.

Konge og statsminister sætter ord på 2025 i deres nytårstaler, og måske gør vi det også: Hvad blev det for et år? Hvad tager vi med os fra 2025? Hvis vi skal sætte ét ord på 2025, hvad er det så for et ord? Hvad tager vi med os af gode minder? Hvad lyser op i hukommelsen som årets højdepunkter, hvis vi skal lave vores personlige nytårskavalkade?

Uforudsigeligheden er en del af det livsvilkår, vi lever under. Vi kan ikke forudsige vores liv – eller andres for den sags skyld – selvom vi ofte forsøger os med det. Vi kan lave prognoser og halvårsplaner, men grundlæggende ved vi ikke ret meget om fremtiden. Hvis ikke vi vidste det før, så har de sidste fem år med pandemi, krig i Europa og ny amerikansk præsident gjort det klart, at verden og livet kan blive ved med at overraske os.

I Prædikerens bog kapitel 3 i Det gamle Testamente står der nogle vise ord, som kan være gode at huske i det nye år:

»Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde. En tid til at græde, en tid til at le. En tid til at holde klage, en tid til at danse. En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne. En tid til at opsøge, en tid til at miste. En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort. En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen. En tid til at tie, en tid til at tale.« (citeret i uddrag)

Vi ved ikke hvilken slags tider, det nye år kommer til at rumme, og vi kender ikke fordelingen af tider til at plante og tider til at rydde op. Men alting har sin tid. Det betyder, at uanset hvad livet byder os på, så er det kun for en tid. De svære tider slutter på et tidspunkt, og de gode tider skal vi huske at sætte pris på, så længe vi har dem. Det sidste er måske det sværeste at holde fast ved. Det kan være let at tage det som en selvfølge, at vi har fred i vores land, at vi er sunde og raske, og ikke mindst at vi har hinanden. Med prædikerens perspektiv, så er de gode tider gaver, vi skal nyde, så længe de er der.

Heldigvis gælder det også for de svære tider: de er her for en tid, og så skifter de igen. Sorgen kommer til at fylde lidt mindre, vreden og uforsonligheden damper af, uvenner kan blive til venner igen, og vi kan mærke en lille gnist af glæde igen, efter tider, der har været svære at komme igennem.

Hvordan fordelingen bliver i det nye år, vi tager hul på i aften, der kan vi kun gætte på. Men der er noget, der går igennem alle de forskellige slags tider: At vi hører sammen med hinanden. At vi aldrig er alene med vores liv. Og at de svære tider får en ende, og at de gode tider skal værdsættes, så længe vi har dem.

”Tider skal komme – tider skal henrulle” – sådan synger vi i salmen ”Dejlig er jorden”. Ved nytår bliver vi opmærksomme på tiden, som går, og den, der kommer. Den, der er gået, kan vi ikke gøre noget ved, den tid, der kommer, har vi til gengæld indflydelse på.

Der er en tid til at græde og en tid til at grine, siger prædikeren. Hvordan fordelingen af de to bliver i det nye år, ved vi ikke, men vi kan gøre os umage med, at mennesker må grine mere med os – eller af os – end græde over os. Må 2026 bliver et år, hvor vi viser hinanden vores glæde og lader os smitte af andres glæde!

Godt nytår!