Kirken i nisselandskabet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Denne december har ét af mine børn været dybt optaget af at lave et nisselandskab. Med små huse og træer og et spejl som en lille sø. Mit gamle togsæt er genopstået som juletog. Og midt i nisselandsbyen ligger der selvfølgelig en kirke. Jeg aner ikke, om nisser overhovedet går i kirken. Men en kirke hører sig til.
Minderne bragte mig tilbage til min barndoms mange nisselandskaber. Og dengang jeg ødelagde julekirken.
Et år kom min mor med et klippeark i karton. En kirke, som havde været i et ugeblad, og som kunne klippes ud og samles. Kunne jeg ikke gøre det? Så kunne vi spraye den med sne-spray og stille den i nisselandskabet. Jeg gik i gang med stort gå-på-mod. Jeg ridsede forsigtigt med en kniv langs de stiplede linjer, så hver fold blev helt lige og skarp. Efter lang tids indsats stod jeg med – verdens værste kirke! Med gabende sprækker, der hvor de forskellige karton-flapper nægtede at nå sammen. Jeg hev og sled og brugte mere lim, og efterhånden lagde al limen sig som tynde spindelvævstråde ud over det hele.
Jeg blev rasende! Dumme kirke! Dumme dameblad, at de havde tilladt sig at trykke sådan noget, som slet ikke kunne laves! Og dumme mor, at hun havde sat mig til det, og var hun gået! Først græd jeg. Så krøllede jeg kirken sammen til en lille, hård kugle. Timers arbejde spildt! Så græd jeg endnu mere over det, jeg havde ødelagt, og som ikke længere kunne reddes.
Så kom mor. Hun tog sit grædende barn på skødet. Spurgte, hvad der var sket. Og så sagde hun helt enkelt:
»Hvorfor kaldte du ikke på mig? Måske kunne jeg have hjulpet?«
Hvad kunne jeg svare? Jeg havde jo ikke kaldt, fordi jeg havde været så gal på hende!
Nisselandskabet fik en julekirke. Ikke den krøllede. Men en hyggelig kirke af hvidt karton. Det var faktisk mig, der lavede den. Hvordan mor fik mig bragt dér hen, ja, det er vel en slags mor-mysterier.
Nogle gange går der revner og skår i vores liv og vores verden. Og vi kan blive vrede på os selv eller de andre. Eller livet. Eller måske Gud. Hvorfor i alverden har han sat os her midt i noget, der er så svært og umuligt? Særligt når det er jul, burde verden så ikke være perfekt? Mine relationer, mig selv og hele verden!
Vi fejrer, at for 2000 år siden blev Jesus født. Juleevangeliet er ikke en eventyrfortælling, hvor alt er perfekt. Jesus blev født i et utæt skur med revner og sprækker. Han blev svøbt i klude og lagt i dyrenes fodertrug. Født af en alt for ung teenage-mor. Og snart var han én af verdens utallige flygtningebørn på flugt fra imperiets voldsudøvelse. Intet var perfekt.
Måske tænker vi om vores verden, at den er træt og gammel, revnet og skåret? Måske tænker vi sådan om vores relationer – at de kan være lidt revnede og skårede? Eller måske tænker vi om vores hjerte, at det er lidt revnet og skåret? Da kommer Gud, vores far. Han elsker nemlig revnede og skårede ting. Han tænker:
»Her er der noget for mig at gøre. Her er et sted, hvor min kærlighed kan finde plads.«
Der i det revnede lægger han sit lille, nøgne, hjælpeløse barn. Det er hans forsvarsløse kærlighed, han lægger på vores mest skrøbelige sted.
Han tørrer de vrede, forurettede tårer væk med sit afvæbnende spørgsmål:
»Hvorfor kaldte du ikke på mig. Jeg er jo lige her. Måske kunne jeg have hjulpet.«
Han er her. Altid. Og han vil lime alt det revnede sammen med ømhed og blødhed – til noget nyt og blødt og ømt – i os og imellem os. Med far-magi. Det er sket før. Det skete den første jul. Så tror du ikke, at det kan ske igen – også i din revnede verden.
Glædelig jul!