Biodiversitet på bekostning af dyrevelfærd? Græsningsprojekter kan være ulovlige
Syddjurs Kommunes græsningspolitik kan være i strid med dyrevelfærdsloven, mener dyrlæge.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Vi kan forstå, at Syddjurs Kommune på deres hjemmeside skriver følgende: »Syddjurs Kommune sker græsningen via aftaler med dyreholdere, som selv tilser og passer deres dyr. Der indgås aftaler, der sikrer et passende græsningstryk på arealerne.
Som udgangspunkt ønsker kommunen at gennemføre græsningsprojekter uden tilskudsfodring for at undgå næringsstoftilførsel, der kan påvirke biodiversiteten negativt.
Dette sikres ved at udsætte færre dyr, end arealerne kan brødføde i vinterperioden. «
Syddjurs Kommune bør ændre deres formulering. Og ændre en praksis, som de forhåbentligt ikke har fulgt.
Det vil sige, kommunen foretrækker aftaler med dyreholder/dyreejer uden proaktiv supplerende vinter-tilskudsfodring. Og det præciseres tydeligt, at der skal udsættes færre dyr, end arealerne kan brødføde i vinterperioden. Dog tilføjer kommunen efter den nævnte tekst, at fx ved snefald kan der benyttes tilskudsfodring, hvis det ikke er muligt at tage dyrene hjem på stald. Uanset denne tilføjelse mener vi, at der er tale om, at kommunen opfordrer til noget, der er ulovligt. Idet der står i § 3 i Dyrevelfærdsloven:
§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.
Dette præciseres yderligere i diverse følgebekendtgørelser hertil samt udtalelser fra Det Veterinære Sundhedsråd, som er fortolkningsdefinerende for både politi, Fødevarestyrelsen og vores domstole.
Syddjurs Kommune bør ændre deres formulering. Og ændre en praksis, som de forhåbentligt ikke har fulgt.
Vi ønsker alle bedre biodiversitet, men ikke på bekostning af en god og forsvarlig måde at holde dyr på. I øvrigt kan man naturligvis sagtens fremme biodiversiteten uden at gå på kompromis her, man kan fodre klogt på arealerne. Det skriver naturbiologerne selv om i deres rapporter.
Men uanset dette, så kan naturpleje aldrig etisk set legitimere en planlagt sult og underernæring af dyr, der går ude på græs bag hegn om vinteren. Hvis man ikke vil vinterfodre, må der og bør der ikke gå kvæg eller heste i vintermånederne. Man må så nøjes med (forlænget) sommergræsning.