Jeg gad ikke værnepligt, men kongen har ret - pligten til at værne har hverken alder eller udløb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Som langt hovedparten af min årgang har jeg aldrig aftjent værnepligt. I min ungdom og det meste af mit voksenliv er ord som ”værnepligt” og ”hjemmeværn” oftest blevet udtalt med en vis overbærenhed i stemmen.

Fint nok hvis nogen fortsat ville lege røver og soldater, men det var vi andre altså vokset fra. Trak man ikke frinummer søgte de smarte og fritænkende om at aftjene civil værnepligt.

Men verden var ikke vokset fra krig – dén erkendelse er vist modnet hos alle indenfor de sidste par år. Egentligt er det skændigt, at krigen skulle så tæt på før agtelsen for værnepligten indtraf. Men nu er den her, værnepligten er igen i høj kurs.

Fra februar udvides den til 11 måneder og 7500 personer, ligesom forsvarsbudgetterne fortsætter med at stige i milliardklassen. Folk taler ærefuldt om forsvaret, og optaget til hjemmeværnet er steget med 35-40 procent et par år i træk nu.

Men for alle os, der føler at løbet er kørt med hensyn til nogen militær udmøntning af værnepligten, og derfor sidder tilbage med et vist moralsk underskud, faldt H.M. Kongens ord under nytårstalen på et tørt sted: »I virkeligheden har pligten til at værne hverken alder eller udløb.«

Det er virkelig godt set. Og det er virkelig godt sagt.

Det kræver som regent en særlig indsigt i både folkesjæl og tidsånd at kunne levere et så ansvarspådragende udsagn, på en så inviterede måde.

For det er jo fuldstændig rigtigt. ”Vi er alle forpligtet til at tage vare på vores land, og vi har et moralsk og menneskeligt ansvar over for hinanden. Den pligt trækker ingen frinummer fra.”

Og, vil jeg for egen regning tilføje, at den pligt er der næppe nogen, der har lyst til at trække frinummer fra, sådan som Kongen omtaler den. For pligten til at værne handler i bund og grund ikke om kugler og kanoner, men om kærlighed til det folk, man er en del af.

Om at ville bidrage og beskytte. Og som Kongen også satte ord på, så kan den pligt udmøntes gennem militær tjeneste – men i virkeligheden er der tusindvis af måder at værne om sit land og sine medmennesker på.

Lykkeligvis har ansvarsfølelsen overfor denne pligt stået stærkt her til land gennem generationer. Derfor har vi i dag meget at være taknemmelige for. Og meget at besinde os på. For som Hans Majestæt også påpegede, så hænger pligten til at værne nært sammen med vores kristne kulturarv gennem buddet om at elske vores næste. Ikke blot vores nærmeste. Men også dem, vi har fravalgt, men som vi alligevel befinder os i skæbnefællesskab med.

Kan vi fortsat besinde os på den arv og den værnepligt, kan vi gå 2026 i møde med oprejst pande.