Syddjurs' økonomiske udfordringer - Socialdemokratiet har ingen løsninger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I sit indlæg lægger Svend Erik Kjær Laursen vægt på tillid, stabilitet og ansvarlighed som forklaring på udviklingen i Syddjurs Kommune. Det er vigtige begreber, men de forklarer ikke, hvilken type vækst Syddjurs faktisk har – og hvilke konsekvenser den har.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Kan Syddjurs nøjes med at læne sig op ad stabilitet og tillid, når de demografiske prognoser peger på markant stigende udgifter i de kommende år? Og hvor er den konkrete plan og tydelige retning for, hvordan disse omkostninger skal håndteres økonomisk bæredygtigt?

Syddjurs har haft en samlet befolkningsvækst på omkring 2,6 procent over de seneste fem år. Det lyder umiddelbart positivt, men ser man på, hvem der står for væksten, tegner der sig et andet billede.

Sammenligner man med nærområdet, bliver forskellen tydelig. Skanderborg og Favrskov kommuner har haft en befolkningsvækst på omkring 5 procent, Odder Kommune ca. 3–4 procent og Randers Kommune omkring 3 procent i samme periode. Det viser, at højere vækst er mulig under sammenlignelige vilkår.

Den klart største fremgang i Syddjurs ligger i de ældre aldersgrupper – især 65–79-årige. Til gengæld er udviklingen svag blandt børnefamilier og den erhvervsaktive kerne, og gruppen 18–29-årige falder fortsat, fordi unge flytter ud til uddannelse og job og kun i begrænset omfang vender tilbage.

Syddjurs vokser dermed demografisk – men ikke strukturelt. Det er ikke en værdidom, men en konstatering. Og den har økonomiske konsekvenser.

Derfor er det også fagligt forkert at omtale de 18 mio. kr., der er afsat til ældreområdet i 2025 og videreført i 2026, som opgradering eller vækst. Midlerne er nødvendige for at dække stigende udgifter som følge af den demografiske udvikling. Men de skaber ingen nye arbejdspladser, ingen øget tilflytning af erhvervsaktive og intet stærkere skattegrundlag. Det er drift. Ikke udvikling.

Når udgifterne er strukturelt stigende, mens indtægtsgrundlaget ikke følger med, opstår et varigt pres, som må finansieres gennem besparelser, højere skatter eller gentagne ekstra bevillinger. Det centrale spørgsmål er derfor: Hvor skal midlerne komme fra i de kommende år, når antallet af ældre fortsætter med at stige?

Prognoserne viser, at andelen af 65+ vil stige markant frem mod ca. 2035, og at gruppen af 80+ vokser kraftigt. Det er netop de ældste aldersgrupper, der driver de største udgifter på sundheds- og plejeområdet. Udgiftspresset er derfor varigt.

Samtidig pendler over 50 procent af de beskæftigede i Syddjurs ud af kommunen. En stor del af værdiskabelsen foregår dermed uden for kommunegrænsen, mens udgifterne ligger lokalt. Det svækker skattegrundlaget netop i en periode med stigende velfærdsudgifter.

Det hele hænger sammen i ét regnestykke: Flere ældre – færre lokale arbejdspladser – stigende velfærdsudgifter.

Når man igen sammenligner med nabokommunerne omkring Aarhus, står det klart, at udvikling ikke kun handler om struktur, men om prioriteringer og politiske valg. Selv Løkken, en lille kystby i en nordjysk yderkommune, har haft omkring 5 procent befolkningsvækst over en længere årrække.

I debatten bliver Venstre fremstillet som et parti på sidelinjen. Det er en forkert beskrivelse. Venstres kritik handler ikke om at afvise velfærd eller stabil drift, men om at supplere den nødvendige drift med en tydeligere strategi for bosætning, erhverv og arbejdspladser, så velfærden også kan finansieres på længere sigt. Det er ikke ideologiske eksperimenter, men ansvarlig opposition.

Tillid og stabilitet er nødvendige forudsætninger for ledelse. Men en klar retning kan ikke reduceres til drift.

En klar retning må kunne aflæses i resultater: flere lokale arbejdspladser, en stærkere arbejdsstyrke og et skattegrundlag, der kan bære velfærden over tid.