»Et moderne serviceområde betyder, at vi ikke bare bliver kørt forbi – vi bliver set og sat på landkortet«
Projekt med serviceområde ved 45 er godkendt og kan sættes i gang, fortæller byrådsmedlem.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Flere har spurgt ind til serviceområdet ved E45 og nu er beslutningen byrådsgodkendt.
Projektet kan sættes i gang.
For mig er det en vigtig og rigtig beslutning for Favrskov Kommune. At vi får et moderne serviceområde placeret direkte ved en af vores egne motorvejsafkørsler betyder, at vi ikke bare bliver kørt forbi, vi bliver set. Det sætter Favrskov på landkortet.
Serviceområdet bliver et naturligt stop for tusindvis af trafikanter hver dag og rummer både ladestandere, spisesteder og servicefaciliteter. Det skaber lokale arbejdspladser, aktivitet og nye muligheder, uden at kommunen skal finansiere anlægget. Det er privat initiativ kombineret med offentlig ansvarlighed. Præcis som det bør være.
Der har været en grundig høringsproces, og bekymringer om støj, lys og trafik er blevet taget alvorligt. Lokalplanen er justeret, så der stilles klare krav og sikres hensyn til omgivelserne. Det er vigtigt, at udvikling skal ske med respekt for nærområdet.
Som konservativ tror jeg på vækst med omtanke. At arbejdspladser ikke opstår af sig selv, men kræver vilje til at sige ja, når mulighederne er der. På ansvarlig planlægning, ordnede forhold og langsigtede løsninger frem for stilstand.
Nu ser jeg frem til, at projektet realiseres, og at Favrskov Kommune får glæde af både synlighed, jobs og udvikling, dér hvor vi har infrastrukturen til det.