Fortsæt til indhold

Drop kortsigtede besparelser på folk, der ligger ned

Borger bekymrer sig over, at Skanderborg Kommune vælger at spare på Værkstedet Danmarksvej.

Debat
Thorkild RasmussenGenbrugsvejleder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I december købte jeg en del af mine julegaver i Butik Lille Nyhavn. Jeg gik helt bevidst efter fine træting fra ViGør. Jeg ved nemlig, at de er lavet på Værkstedet Danmarksvej – et kommunalt beskæftigelsestilbud for nogle af de mest udsatte borgere i kommunen. Borgere, der har så store udfordringer, at de har meget svært ved at få klemt en fod ind på en normal arbejdsplads.

Desværre var det måske sidste gang, jeg kunne købe fine ViGør-træting, for værkstedet står nemlig sammen med Café Flok ved Sølund til at skulle lukke. Slut, færdig. Kommunen skal spare penge, blandt andet på grund af en beskæftigelsesreform fra regeringen, og det går desværre ud over Værkstedet Danmarksvej. Et sted, hvor mange borgere med svære problemer har fundet støtte og den nødvendige hjælp til at komme videre. Til at opbygge lidt selvtillid og til at blive afklarede med, hvad de vil, og hvad de kan.

Den hjælp kan de fremover ikke få, men bliver efterladt til sig selv. Derfor risikerer mange at komme længere væk fra arbejdsmarkedet og i stedet sidde hjemme og være på passiv forsørgelse. Kommunen har godt nok et alternativ til værkstedet og til Café Flok, som skal samle nogle af disse borgere op, nemlig det såkaldte Jobpartner-projekt, hvor man i stedet kommer i praktik i lokale virksomheder. Men de mest udsatte borgere, som har brug for en hjælpende og styrende hånd, risikerer at blive svigtet, fordi de ikke kan klare en praktik i en normal virksomhed.

Jeg vil kraftigt appellere til byrådet i Skanderborg Kommune om at tænke sig om en ekstra gang, inden disse steder bliver lukket.

Jeg vil kraftigt appellere til byrådet i Skanderborg Kommune om at tænke sig om en ekstra gang, inden disse steder bliver lukket. Efter min mening er det meget kortsigtede besparelser, man vil opnå, fordi det er meget dyrere at have mistrivende borgere til at sidde hjemme frem for at hjælpe dem til at kunne klare måske bare nogle få timers arbejde om ugen. For ikke at tale om den reducerede livskvalitet, de vil opleve.

Jeg må også spørge mig selv, om der ikke er en kedelig, rød tråd, hver gang politikerne skal finde besparelser. Det virker, som om pilen meget nemt kommer til at pege på de svageste borgere - måske fordi de ikke har nogen høj og klar røst, som de kan råbe op og protestere med.

Først lukkede man Café Gestus i sundhedscentret, som gav udsatte borgere en håndsrækning til at klare et job. Så røg Butik Nøjsom i Adelgade, hvor udsatte borgere havde stor glæde af at træne deres arbejdsevner, når de indrettede butikken og øvede sig i at se kunderne i øjnene. Nu skal Café Flok og Værkstedet Danmarksvej så lukke.

Jeg er ikke den, der normalt kritiserer, at vores byrådsmedlemmer tænker stort og gerne vil gøre byen og kommunen mere attraktiv at flytte til og bo i. Men jeg synes, at glansen går lidt af prestigeprojekter som for eksempel Bybadet og Trailcenter Skanderborg, hvor millionerne rask væk ruller til lækkert design og eksotisk hårdttræ, når man skærer ned på og svigter de allersvageste borgere.

Der skal være orden i de basale ting, før man køber prestige, synes jeg.