Sydhavnen kan blive et af Aarhus’ mest menneskelige byrum, men det kræver skærpet fokus på en god overgangsperiode

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I visionerne for udviklingen af Sydhavnen i Aarhus ligger et ambitiøst ønske om at skabe et byrum, vi ikke har andre steder. Et sted hvor historisk sjæl møder fremtidens ambitioner, hvor direktøren i Porschen hilser på heroinmisbrugeren, og hvor etablerede virksomheder har udsigt til spirende kunstmiljøer og kreative iværksættere. Et område, hvor man ikke bare passerer hinanden, men bliver mindet om, hvem man deler byen med.

Det er en sjældenhed i dagens byrum, hvor mangfoldighed oftest kun opstår, når den er nøje faciliteret gennem events. I Sydhavnen er det omvendt: her er møderne en del af hverdagen og en forudsætning for at området kan føles trygt og levende.

Jeg har gennem mit arbejde de sidste 2,5 år været en del af miljøet i den sydlige del af Sydhavnen. Jeg har samarbejdet med kunstnere, sociale tilbud, udviklere og kommunen, og jeg har set det helt særlige miljø, som mange nu drømmer om at bevare og bygge videre på. Det er positivt – visionerne fejler ikke noget, men hvis de skal gøres til virkelighed, er der brug for nogle ændringer i tiden op til.

Her opstår problemet, vi er nødt til at tale om.

Vi har alle vidst, at vores tilstedeværelse i området var midlertidig. Hvis der var tvivl, kunne man altid se det i lejekontraktens længde, som er blevet forlænget igen og igen. De korte kontrakter har naturligt skabt usikkerhed om, hvor længe man kunne blive, og i mange tilfælde også betydet, at man har investeret mindre i området, end man ellers ville have gjort.

I vores tilfælde (Frontløberne) har det vist sig at være blevet til ti år. Havde vi vidst det fra begyndelsen, havde vi formentlig prioriteret anderledes. En anden aktør fortalte mig for nylig, at hvis han dengang han flyttede ind, havde vidst, at opholdet ville blive til 15 år, ville han have investeret langt mere i lokale samarbejder og relationer hernede.

Nu har vi fået endnu en forlængelse, denne gang på ét år. Om det fremover bliver et år ad gangen, eller om vilkårene ændrer sig igen, når der er mere klarhed over områdets udvikling, ved ingen. Usikkerheden fylder. Der bruges mange ressourcer på at forsøge at forstå processen, på bekymringer og på at tale om, hvad næste skridt er. For flere aktører er det ikke bare et spørgsmål om vilje, men om forudsætninger. Ikke alle har ressourcerne eller sproget til at navigere i tekniske forklaringer om forprocesser, processer og udviklingsstrategier. Sammenhængen mellem étårige lejekontrakter og udsigterne for den videre udvikling er uklar, og det skaber afstand.

At området altid har været midlertidigt, er ikke problemet. Mange er flyttet herfra gennem årene, når tiden var moden, og flere vil givetvis gøre det i den kommende periode. Det er en del af områdets dynamik.

Paradokset opstår, når Sydhavnen skal udvikles med afsæt i det kulturmiljø, der er vokset frem gennem årene, samtidig med at usikkerheden netop nu får aktører til at trække sig tilbage. Når rammerne er uklare, investerer man mindre, også selvom det er et område man holder af, og gerne vil bidrage aktivt til. Min frygt er, at bygninger kommer til at tomme, mens vi venter på næste fase, og at utryghed får lov at sprede sig, hvor der i stedet kunne være liv. Hvis udviklingen reelt skal bygge videre på det eksisterende kulturmiljø, er det netop nu, der burde gives de bedste betingelser for at blive – ikke de mest usikre.

Nej – det her er ikke en kritik af kommunen som skurk, men …

Jeg er sikker på, at det ikke skyldes ond vilje eller dårlige intentioner, men hvis Teknik og Miljø vil lykkes med visionerne, er man nødt til at skabe mere klare rammer for overgangsperioden. Klarere rammer vil hjælpe de aktører, der er her til bedst muligt at kunne tage del i fremtidens Sydhavn. Det vil give mulighed for at være aktive i at forme de funktioner og rammer der understøtter miljøerne fremadrettet, og for nogle vil det betyde at fraflytte området, men det kan gøres på måder, hvor kærligheden og viden om området forbliver og kan være del af den udvikling som kan sikre at kulturmiljøerne forsat vil trives. Derudover vil det også give en fornyet lyst til at investere i området mens vi venter. I visionen om et mangfoldigt miljø, står man med aktører der har meget forskellige forudsætninger og ressourcer, og her har kommunen et ansvar for at sikre at rammerne på lang sigt sikre at det er fællesskabet der vinder, og ikke segregation der bliver oplevelsen når man går gennem området. Der er et kulturmiljø som skal være med til at forme fremtidens Sydhavn, men i denne overgangsperiode er det vigtigt at der er opmærksomhed på også at opbygge et udvidet miljø, for at gøre det, bliver vi nødt til at investere i overgangsperioden, for visionerne for området kræver tillid og fællesskab.

Hvis der ikke er fokus på at skabe gode rammer i en overgangsperiode, risikerer vi at miste det, vi alle sammen gerne vil bevare.

Udviklingen af Sydhavnen er en langt mere kompliceret størrelse, end jeg kan rumme, men nogle ting står helt klart for mig.

Hvis Sydhavnen skal lykkes, skal Aarhus:

For i sidste ende handler det om mere end bygninger.

Hvis Sydhavnen lykkes, får Aarhus et byrum, man ikke kun bruger – men mærker. Et byrum der kan genskabe noget, vi er ved at miste i moderne byudvikling: oplevelsen af fællesskab på tværs af forskelle.

Det kræver mod til at holde fast i uforudsigeligheden. Men det kræver også ansvar: tydeligere rammer i den periode, hvor udviklingen endnu ikke er begyndt.

Det er i overgangsperioden, vi beslutter, hvilken slags bydel Sydhavnen skal blive.