Min søns første ord var "bog"

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I en tid, hvor verden er af lave, og hvor intet helt er, som det plejer, kan der være noget dybt betryggende i at vende sig mod noget, der netop er, som det altid har været.

Hvis man ønsker sig en pause fra dårlige nyheder, er det hverken tv’et, telefonen eller iPad’en, der giver roen. Ikke fordi de ikke kan give noget – jeg er selv stor filmfan – men fordi de er bygget op omkring et konstant dopaminflow, der trækker os videre, videre, videre.

Bogen gør noget andet. Den beder os om at blive. Den kræver ro, tid og nærvær. Og netop derfor betyder den noget.

Jeg er far til tre drenge. Min lille søn Ankers første ord var “bog”.

Ikke mor, ikke far – bog.

Det er ikke, fordi jeg er den type forælder, der kan sætte mig ned og lege i timevis på “far, mor og børn”-niveau. Det falder mig ikke naturligt. Men at læse for mine børn – dét kan jeg. Og det er noget af det mest nærværende, jeg overhovedet foretager mig.

Når vi læser sammen, er der ikke noget, der blinker. Ingen notifikationer. Ingen algoritmer. Kun ord, billeder og den fælles fantasi. Et rum, hvor tempoet sænkes, og hvor både børn og voksne får lov til at være til stede på en anden måde.

Bibliotekerne er det fysiske udtryk for netop det rum. Og her står vi i Aarhus et særligt sted. Vi har muligvis et af de bedste biblioteksvæsener i verden. Dokk1 er i en liga for sig – et internationalt fyrtårn, som med rette får opmærksomhed. Men Dokk1 er også meget mere end et bibliotek. Det er et mødested, et medborgerhus, en platform for demokrati og fællesskab.

Som ny rådmand er min ambition ikke blot at bevare det, vi har, men at udvikle det. Ikke mindst de øvrige biblioteker rundt i byen og i lokalområderne. For jeg tror, vi skal tage næste skridt og tale mere om output fra bibliotekerne – ikke kun adgang, men aftryk.

Hvor går man hen med den inspiration, nysgerrighed og skabertrang, som bøgerne sætter i gang? Hvor omsætter man læselyst til handling, idéer til projekter, fordybelse til fællesskab? Det kunne meget fint være på bibliotekerne. Som steder, hvor man ikke bare låner viden, men arbejder videre med den. Hvor læsning, samtale, kreativitet og skaben hænger sammen.

Biblioteket er et af de få steder i vores samfund, hvor man kan opholde sig uden at skulle købe noget. Hvor dannelse ikke handler om hurtige svar, men om at stille bedre spørgsmål. Hvor tempoet er menneskeligt, og hvor der er plads til både børn, unge og voksne.

Når mit barn siger “bog”, siger han i virkeligheden meget mere. Han siger nærvær. Han siger nysgerrighed. Han siger fællesskab og det har vi i høj grad brug for i en verden, der er stukket af.