Utryghed i Tilst er en trussel mod vores fællesskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Idrætsforeninger er hjertet i vores lokalsamfund. Det er her, børn og unge finder fællesskab, voksne engagerer sig frivilligt, og sammenhængskraften bliver skabt. Men det hele bygger på én ting: Tryghed.

Derfor gør det indtryk, når en forening som TST i Tilst må bede om hjælp, fordi børn ikke tør gå til træning alene. Når grupper hænger ud ved hallen, råber ad de unge og skaber utryghed, så er det ikke bare et lokalt problem. Det er en trussel mod vores fællesskab.

Det skal være trygt at cykle til træning. Punktum.

Heldigvis er der nu sat gang i en samlet tryghedsindsats omkring TST. Aarhus Kommune er gået i gang med konkrete tiltag som bedre belysning og kameraovervågning og vigtigst af alt: et tæt samarbejde mellem forvaltning, politi og civilsamfund.

Som en del af indsatsen er også den nyopstartede afdeling af Get2Sport under Dansk Idrætsforbund, hvor samarbejdet med netop TST er centralt. Det gør at alle børn har en forening og et fællesskab at søge hen, og derfor bliver foreningslivet muligt for børn i sårbare positioner og børn med en stærk familiebaggrund at finde fællesskab og støtte i foreningslivet.

Fællesskabet kommer først. Men vi skal være ærlige: kameraer og fysiske tiltag kan være nødvendige, men de løser ikke alt. Der skal sociale indsatser til. Skolen og kommunen skal med, og vi skal tage fat i de børn og unge, der lever i hjem uden tilstrækkelig voksenkontakt, før de havner i utryg adfærd.

Det er ikke frivillige trænere og forældres opgave at løse de store sociale problemer, som desværre ses i området. Det ansvar ligger hos os som politikere. Vi skal skabe rammerne for, at personalet omkring familierne kan lykkes.

Når vi investerer i tryghed og stærke fællesskaber som eks. samarbejdet mellem TST og Get2Sport, så investerer vi i sammenhængskraft. Det skylder vi de børn, der bare gerne vil til træning. Og de frivillige, der uge efter uge stiller op for os alle sammen.