Aarhus Byråd gemmer det politiske ansvar væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Aarhus Byråd har igen vist, hvordan man elegant undgår politisk ansvar og får sparket De Radikales besynderlige idé om en Palæstinas Plads i vejgrøften.

Man sender et kontroversielt forslag videre til et udvalg, der næsten aldrig mødes. Forslaget om at etablere en Palæstinas Plads er desværre ikke blevet afvist – det er blot blevet lagt i en skuffe, hvor tiden og administrativt støv, får lov at klare resten.

Det er desværre en velkendt manøvre. Når et flertal ikke vil stå ved et ja – men heller ikke tør sige et klart nej – så gemmer man sagen i et udvalg. I dette tilfælde i Vejnavneudvalget, som ifølge oplysninger kun har mødtes én gang på fire år. At kalde det ”betryggende” som Socialdemokratiet gør, er ærlig talt at tale borgerne imod bedre vidende.

Danmarksdemokraterne har selv oplevet denne praksis. Da vi foreslog at opkalde en vej efter kunstneren, Kurt Westergaard – en mand, der med stor personlig risiko stod vagt om ytringsfriheden – endte forslaget samme sted. I dag ligger Kurt Westergaards Vej i en anonym vejnavnebank, sammen med en række andre navne, som ingen tør eller vil tage politisk stilling til. Resultatet er det samme, nemlig at ingenting sker.

Det er ikke i orden. Vej- og pladsnavne er ikke neutrale. De er symboler, og de sender signaler. Derfor er det også korrekt, når flere partier påpeger, at en Palæstinas Plads uvægerligt vil blive opfattet som et politisk statement i en ekstremt betændt international konflikt. Det hører ikke hjemme i kommunale beslutninger, som burde samle – ikke splitte.

Hvis byrådet vitterligt mener, at Aarhus skal have en Palæstinas Plads, så må man da stå på mål for det og tage beslutningen åbent. Hvis man mener det modsatte, så bør man have modet til at sige nej. Det man ikke bør gøre, er at uddelegere ansvaret til embedsværket og lade som om, sagen dermed er håndteret. Demokratiet lever vel ikke bedst af skuffeløsninger og udvalg, der aldrig mødes. Det lever af klare holdninger og tydelige beslutninger. Aarhus’ borgere fortjener ærlighed – ikke politiske syltekrukker.