Det er pivkoldt, men selv i den strengeste vinter kan en rose skyde op af jorden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg må indrømme, at jeg har et uafklaret forhold til vinter og kulde. Hvorfor vores forfædre har søgt herop i de nordligere egne, når syden har et betydeligt behageligere klima, er mig lidt af en gåde, men det er måske sket i de perioder, hvor klimaet har været varmere og lunere end nu.

Nuvel, jeg er jo født her i Danmark, og jeg kan ikke sige mig fri for, at vinteren også har noget tiltrækkende i sig. Et snedækket landskab er en lise for øje og sjæl, og når det har været pivkoldt, som vinteren har været i år, så er det nu meget rart at sidde inden døre og finde en bog frem. Måske også en kop varm kakao og så give sig selv lov til at gå ind et andet univers, som en bog jo inviterer til.

I sin bog ”Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe” skriver den japanske forfatter Haruki Murakami om sin store passion for at løbe, og hvor vigtigt det er for ham være i god form for at kunne være en god forfatter. På en måde er det at løbe og det at skrive hos ham to sider af samme sag. Ligesom en løber kun bliver god ved at træne, sådan er der også med forfatteren.

Der må arbejdes for at blive bedre til at skrive. Murakami gør op med myten om, at en forfatter er sådan en, der trives bedst ved at leve en dekadent bohemetilværelse, som mange måske har en forestilling om, at en ægte kreativ sjæl må gøre.

I stedet må der arbejdes hårdt, men som Haruki Murakami skriver, så er det netop også gaven. Det hårde arbejde er en gave, for det åbner for kreativiteten. Murakami skriver meget beskedent om sig selv, at han måske ikke er det største naturtalent, men til gengæld er han flittig og arbejdsom. Han er villig til at hakke dybt ned i klippen, men så kan det også være, at han rammer en stor åre, der åbner for de store romaner.

På den måde, skriver Murakami, er det at skrive i virkeligheden en hård fysisk anstrengelse. Man kan ikke se det på forfatteren, men indeni er kroppen i krig. Udefra kan man ikke se noget, men indeni arbejder hele kroppen hårdt for at lade den kreative proces munde ud i fortællinger, der bærer det uforudsigelige og overraskende i sig. Og skønheden.

Jeg kom til at tænke på, at Murakamis beskrivelse af sin forfattervirksomhed på en måde ligner naturens måde at arbejde på. Lige nu er der vinter, og vi bruger udtrykket, at naturen er gået i hi.

Men det er jo kun set udefra. For ”indeni” eller dybt nede i naturen arbejdes der hårdt – selv om vi ikke kan se det – og om nogle måneder ser vi resultatet af denne kreative proces, når det vælter ud med blomster og blade og græs og fuglefløjt, og ligesom når jeg læser en god roman, så forundres og overraskes jeg hvert eneste år af naturens overraskende ”fortælling” og forvandling.

Nu er jeg jo præst, og for mig er troen tæt forbundet med den kreative proces, som Murakami taler om. Troen åbner for forvandling, sådan at det, vi møder af godt og svært – og som alle mennesker vil møde i deres liv – kan blive en gave for os.

Troen åbner for det uhørte, at der, hvor der er ørken, skal der komme rosengårde, og at selv i den strengeste vinter kan en rose skyde op af jorden, som er et billede på Kristi opstandelse.