»Den kan noget! Vores gamle folkekirke«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Udtrykket ”det kan noget” eller ”den kan noget” er et udtryk, der har vundet indpas i vores sprog, og vi bruger det i flæng – unge som halvgamle som mig selv. Vi siger det ligesom for at understrege, at noget er godt. Ja, måske særlig godt. Uden nærmere at præcisere det.

Jeg hørte det også brugt en morgen lige op til jul, da jeg så morgennyheder. Jeg har for vane at stå meget tidligt op om morgenen. Og når klokken nærmer sig seks, sætter jeg mig gerne med en kop kaffe og ser de første morgennyheder. Det er sådan et tidspunkt på dagen, hvor verden endnu ikke er helt vågnet, og hvor selv nyhedsværter taler lidt mere roligt end senere på dagen.

De to værter var nået til dagens aviser, og den ene fremdrog en artikel fra Børsen. Den handlede om drop-in-dåb.

»Har du hørt om det?« spurgte hun sin medvært.

»Nej,« svarede han. Og det havde hun sådan set heller ikke selv.

Og så fortalte hun – med en lette forundring – om dette for dem helt fremmede fænomen: at man rundt omkring i landet kan komme forbi en kirke, uden lange forberedelser, sådan lige ind fra gaden, og blive døbt. Og at det ovenikøbet er blevet en stor succes.

Der blev så talt lidt frem og tilbage, sådan nøgternt og professionelt. Lige indtil den ene vært pludselig sagde:

»Jeg synes faktisk, det lyder som en rigtig god idé.« Og så fortsatte hun:

»Jeg må nok indrømme, at jo ældre jeg bliver, desto klarere bliver det for mig, at kirken altså kan noget. I takt med at jeg har fået børn og mistet mine forældre, er jeg blevet mere og mere klar over, at kirken virkelig kan noget.«

Og så knækkede stemmen og tårerne fyldte øjne. Medværten nikkede og sagde:

»Ja, det har du ret i,« og forsøgte så lidt forfjamsket at redde situationen. Det lykkedes ikke helt. Men en producer fik klippet direkte over til vejrudsigten.

Jeg sad tilbage med min kaffe og tænkte: Ja, det sceneri og de få ord er nok den korteste prædiken, jeg nogen sinde har hørt, men faktisk også en af de bedste, for det gik mig lige hjertekulen.

For det, der skete i studiet den morgen, var jo ikke planlagt. Det var ikke iscenesat. Det var bare et menneske, der pludselig sagde noget højt, som vi er rigtig mange mennesker der kan nikke genkende til: At livet sætter spor. At vi får børn. At vi mister dem, vi elsker og holder af. Og at der midt i alt det findes et rum – et sprog, et sted – hvor det hele kan være.

For det er jo det, kirken rummer og kan, og som gør, at vi stadig bliver ved komme og søge derhen, når de store ting indtræffer i vores liv. Ja, for hvor skulle vi ellers gå hen, når vi overvældes af livet, og snusfornuften og logikken ikke længere slår til.

Jo, vores gamle kirker kan i sandhed noget. Ikke fordi de råber højt, men netop fordi de står der – uberørte af byens travlhed – som steder, hvor livet må komme til orde, præcis som det er.

Derfor er det så vigtigt og så godt, at vi passer på dem. At vi som menighed tager del i ansvaret – nogle med et særligt kald og ansvar i menighedsrådet, andre ved at møde op, bakke op og være kirke sammen.