Det umenneskelige sprog: Skal vi affinde os med de døde og mekaniske tekster, som en AI-robot kan producere?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Prøv at kigge ned på den stol, du sidder på lige nu. Den er med meget stor sandsynlighed masseproduceret på en fabrik. Der findes ikke bare dit eksemplar, men hundreder eller tusinder.

For 200 år siden, før den store industrialisering, var det ikke sådan. Der fandtes der kun én af hver stol. Selvfølgelig kunne de godt ligne hinanden, men hver stol var unik, fordi hver eneste stol var skåret ud i hånden af en snedker. Det betød små ujævnheder i træet. Måske en skævhed hist og her. Men af netop denne grund var de smukkere og mere levende for øjet.

Måske kan man sige, at det gjorde dem menneskelige. For noget af det, der kendetegner mennesket, er netop, at det hverken er massefremstillet eller snorlige i kanten.

Vi har vænnet os til, at de fleste ting, vi omgiver os med, er frembragt på en fabrik. Vi har vænnet os til, at linjerne er lige, at tingene er udformet med en perfekt symmetri, og at en ujævnhed er en fejl. Vi har vænnet os til det i en sådan grad, at vi slet ikke længere skænker det en tanke.

På det seneste har jeg tænkt, at den enorme revolution, som industrialiseringen var skyld i, når det kommer til alle de ting, vi bruger i vores dagligdag – møbler, køkkenting, tøj – at den nu vil finde sted på skriftens eller sprogets område.

For bare 10-15 år siden var der vel ikke mange, der spekulerede på, om en tekst, man læste – lad os sige bag på en mælkekarton – var skrevet af et menneske. Det tog vi for givet, at den var. Men nu er det ikke længere sådan. For med udviklingen af AI er det ikke længere nødvendigt, at det er et menneske, der fører pennen. Computeren kan gøre det meget nemmere og hurtigere.

Jeg har bemærket, at mit mailprogram allerede nu foreslår mig færdige svarmuligheder, når jeg modtager en mail. Jeg behøver ikke engang selv gøre mig anstrengelsen at stykke svaret sammen.

Lige nu synes de fleste af os vel, at det er fascinerende, spændende og smart, at det kan lade sig gøre. Men det er kun, så længe det naturlige for os er selv at skrive.

For de unge, der vokser op nu og generationerne efter dem, vil det miste sin fascinationskraft. Det vil blive helt almindeligt at møde tekster – på hjemmesider, i brugsanvisninger, ja vel sågar i aviser – som ikke er skrevet af et menneske, men af en AI-robot. Ja, på et tidspunkt vil det være så almindeligt, at vi ikke længere bemærker det. Det vil være som at sidde på en stol, der er fremstillet på en fabrik. Ingen vil skænke det en tanke.

Ligesom industrialiseringen ændrede den fysiske verden, der omgiver os, vil AI ændre den skrift, vi møder i dagligheden. Den vil blive strømlinet, kunstig, ensformig, mindre levende. Den vil miste sin menneskelighed – den menneskelighed, som er netop er så kendetegnende for vores sprog. De små finurligheder, de originale ordspil, en ny og overraskende vending.

I kølvandet på industrialiseringen var der en gruppe af kunstnere og håndværkere, som gik imod strømmen og satte håndværket i højsædet igen. De holdt fast i, at de møbler og tekstiler, som blev fremstillet i hånden, gav en større glæde og skønhed i hverdagen, end dem, der blev massefremstillet på fabrik.

Måske vil samme opstand ske på skriftens og sprogets område? Måske vil AI-bølgen afføde en protestbevægelse i opstand mod de døde og mekaniske tekster, som en AI-robot kan producere? En insisteren på, at vores sprog og dermed vores verden skal være menneskelig?

Man har lov at håbe.