Fortsæt til indhold

Man flytter på landet for udsigten – ikke for at få en jernmark i baghaven

Debat
Lone GlarboFolketingskandidat Danmarksdemokraterne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De fleste, der flytter på landet, gør det af en grund. Man flytter ikke ud for at få mere trafik, flere lygtepæle eller udsigt til tekniske anlæg. Man flytter ud for roen. For horisonten. For at kunne kigge ud over markerne med sin morgenkaffe.

Den grønne omstilling skal ske med respekt for de mennesker, der bor der i forvejen.

Den udsigt har en værdi. Ikke bare i kroner og øre – men i livskvalitet.

Derfor gør det en reel forskel, når der pludselig planlægges store VE-anlæg lige udenfor ens vinduer. Det kan være svært at forklare til andre, men det føles lidt som at få en industribygning som nabo, uden at man selv har valgt det.

Og ja, vi skal have grøn energi. Det bakker jeg op om. Men den grønne omstilling må ikke betyde, at landdistrikterne alene skal betale prisen – med faldende husværdier og forringet livskvalitet.

Som byrådsmedlem møder jeg borgere, der spørger: Hvorfor er det altid os? Hvorfor er det altid her, hvor der er god plads – og færre stemmer?

Den grønne omstilling skal ske med respekt for de mennesker, der bor der i forvejen. Det handler om ordentlig placering, reel inddragelse og fair vilkår.

For vi skal have grøn energi. Men vi skal også have steder i Danmark, hvor man stadig kan kigge ud over en mark – og bare se en mark.