Fortsæt til indhold

Symbolpolitik skaffer ikke flere velfærdsuddannede til Favrskov

Debat
Søren Lahn SlothFolketingskandidat for SF Favrskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Lone Glarbo giver i sit debatindlæg 2. marts udtryk for, at løsningen med at få flere velfærdsuddannede til Favrskov Kommune er at udflytte flere uddannelsespladser for blandt andet pædagoger, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere. Det vil sige lukke flere pladser i for eksempel Aarhus, for så at tilbyde dem andre steder – det kunne for eksempel være Viborg, Silkeborg, Grenaa og så videre.

Jeg kan godt forstå Lones trang til at gøre noget og vise handlekraft, men faktum er, at rigtig mange unge mennesker har et stort ønske om at flytte til de store byer, så løsningen er ikke så simpel, som Lone lægger op til. Hvis vi for eksempel lukker flere pladser på pædagoguddannelsen i Aarhus, så viser al erfaring, at de unge mennesker vælger en anden uddannelse i Aarhus, snarere end at de flytter til for eksempel Grenaa og uddanner sig der. Dermed risikerer vi, at der samlet set uddannes færre inden for velfærdsprofessionerne.

Det er en risikabel vej at gå, og jeg tror, at løsningerne er mere komplicerede end som så. Men vi kan gøre flere ting, som har betydning for, om studerende gennemfører deres uddannelser. SF vil:

Sikre penge til professionsuddannelserne. Det er en investering i fremtidens velfærd, når vi sikrer gode professionsuddannelser.

Genindføre det ekstra SU-år. Unge mennesker skal have mulighed for at vælge nyt studie, hvis det første ikke er det rigtige, og ingen skal være fanget på den forkerte uddannelse på grund af økonomiske bekymringer. Derfor kæmper vi i SF for at genindføre det ekstra SU-år, så studerende igen får friheden til at fokusere på deres studier og prøve sig frem.

Styrke støttemulighederne på uddannelserne. Mange studerende lever med et handicap og har derfor brug for ekstra hjælpemidler og støttemuligheder for at gennemføre deres uddannelse. Desværre er ventetiden på SPS (specialpædagogisk støtte) eksploderet, og alt for mange studerende oplever lige nu at måtte vente i evigheder på den hjælp, de har brug for. Vi skal ikke have et samfund, hvor man falder ud af studiet på grund af ventetiden på retmæssig hjælp.

Så frem for symbolpolitik er der faktisk rigtige politiske tiltag, vi kan gøre for at uddanne endnu bedre inden for velfærdsprofessionerne. Dertil kommer selvfølgelig alle de tiltag, der skal gøres på arbejdsmarkedet, så professionsuddannede ikke flygter fra deres fag, og det er en helt anden historie.