Laurbjerg har gjort sit – nu må Christiansborg gøre sit
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Et tog kører hver dag gennem Laurbjerg. Men det stopper ikke.
Det er i virkeligheden billedet på en sag, der burde være løst for længst.
Laurbjerg ligger strategisk på jernbanestrækningen mellem Langå og Aarhus, som vil forbinde byen med større byer omkring sig. Potentialet er dokumenteret. Den lokale vilje er massiv. Kommunen har investeret. Alligevel mangler én beslutning: Statens.
Det paradoksale er, at trinbrættet i Laurbjerg tidligere var en del af en politisk aftale på Christiansborg. Projektet var på vej. Men da regeringsmagten skiftede i 2019, blev dele af forliget reelt lagt i graven – herunder Laurbjerg. Dengang var der ikke modstand fra venstrefløjen mod at stoppe projektet.
I dag er signalerne anderledes. Folketingspolitikere fra flere partier – også partier, der tidligere accepterede, at aftalen faldt – har besøgt Laurbjerg og udtrykt positiv opbakning.
Det er godt. Men opbakning forpligter.
Siden da har lokalsamfundet gjort sit. Borgerne har samlet midler ind til en opdateret analyse af passagergrundlaget. Den peger positivt og dokumenterer, at et trinbræt ikke er en drøm, men et realistisk projekt med konkret potentiale.
Favrskov Kommune har samtidig afsat millioner til at klargøre området ved den kommende station.
Bygninger er nedrevet. Der arbejdes med parkeringspladser og adgangsforhold. Kommunen har med andre ord investeret i, at stoppet kan etableres.
Laurbjerg har leveret engagementet. Kommunen har leveret investeringen. Nu er det staten, der mangler at levere selve stoppet.
Vi mener ikke, at infrastruktur skal bygges på følelser. Den skal bygges på dokumentation og ansvarlig prioritering. Netop derfor er Laurbjerg et stærkt projekt: Analysen er opdateret.
Udviklingsplaner i byen understøtter passagergrundlaget. Der er bred politisk velvilje.
Når mindre byer selv tager ansvar, når kommunen investerer millioner, og når projektet tidligere har været politisk prioriteret – så er det svært at forklare borgerne, hvorfor toget fortsat bare kører forbi.
Danmark i balance handler ikke kun om de store milliardprojekter. Det handler også om de mindre investeringer, der binder landet sammen og gør det realistisk at bosætte sig uden for de største byer.
Et trinbræt i Laurbjerg vil styrke pendling, understøtte bosætning og gøre den kollektive transport til et reelt alternativ.
Projektet har været på vej før. Det blev sat på pause. Nu er opbakningen tilbage. Så lad os gøre det færdigt.
Laurbjerg fortjener ikke flere positive besøg.
Laurbjerg fortjener et stop.