Fortsæt til indhold

Frederiksen eller forlis

Debat
Niels DygaardSkanderborg, forhenværende lærer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I nattesort uvejr i et stormpisket hav søger alle et fyrtårn at navigere efter. I vor tids storpolitiske stormvejr er der for mig ét, der stråler tindrende klart i det nattemørke, der har sænket sig over os. Det hedder Mette Frederiksen. Hun har med sit sikre politiske instinkt vist stærkt og stabilt lederskab i de mest turbulente år siden anden verdenskrig og har magtet store kriser, herunder coronaepidemien og betydelige udfordringer på den internationale politiske scene.

Hun har således ikke tøvet med at tale verdens mægtigste mand midt imod, ligesom hun også over for den russiske præsident med en klar og utvetydig position har stået fast på demokratiske værdier og bidraget til at styrke Danmarks rolle som fortaler for frihed og retfærdighed i Europa.

Ikke ufortjent har det givet hende international anerkendelse og placeret hende helt i top blandt Europas mest indflydelsesrige personligheder - endda foran både Macron og Mertz. Hun har kompetencen og er parat til at påtage sig ansvaret på et tidspunkt, hvor Danmark har brug for alt andet end vaklen og nøl og det både nationalt og internationalt.

Med sit pålidelige indbyggede kompas og en fast, rolig hånd på roret har hun vist, at hun kan styre vores lille skude sikkert gennem Trumps tsunamibølger og andre uforudsigelige, brølende bølger, der måtte skylle ind over os. Det er netop denne styrke og stabilitet, der gør valget så afgørende. I Mette Frederiksen har vi en ledelsesskikkelse af historisk format. At sætte hende fra magten vil være at spille hasard med rigets sikkerhed i den ustabile, flimrende verden, vi lever i. Hvor svært kan det være at sætte det kryds?