Vi har brug for en biskop, der kender sognet indefra
Vi mener, at svaret allerede er givet – i mange års konkret arbejde.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Andre har i disse spalter den 26.2. og 3.3. argumenteret for deres bispekandidat under overskrifterne “Vi har brug for frimodighed – ikke nostalgi” og “Vi har brug for en biskop, der kan mere end at vælge.”
Vi er enige i meget. Men vi vil gerne tilføje et tredje perspektiv: Vi har brug for en biskop, der ikke bare kan tale om det – men som allerede gør det.
Vi har brug for en biskop, der kender sognet indefra.
Ikke som besøgende. Men som én, der gennem årtier har stået skulder ved skulder med præster og menighedsråd – i byerne, på landet og på øerne. Thomas Frank har det kendskab. Og han har brugt det aktivt: til at understøtte præsternes arbejde, til at udvikle konfirmandundervisningen og til at hjælpe, når det var svært.
Vi har brug for en biskop, der rummer forskellige kirkesyn – uden at miste retningen.
Det ene indlæg taler om frimodighed. Det andet om forankring. Vi mener, spørgsmålet er forkert stillet. En stærk leder behøver ikke vælge. Thomas Frank har over mange år skabt plads til forskellige syn på kirken, i respekt for dens tradition – og uden at forlange, at alle går i takt.
Vi har brug for en biskop med udsyn til dem, der har det sværest.
Ikke som retorik, men som praksis. Thomas Franks virke har hele tiden haft et blik for samtiden og de svageste i samfundet. Det er ikke et løfte om fremtiden. Det er en dokumenteret del af hans præste- og domprovstevirke.
Vi har brug for en biskop, der tør gå forrest – og som ved, hvornår han skal træde tilbage.
Lederskab handler ikke kun om at sætte retning. Det handler om at give mod til andre. Thomas Frank har vist netop det: ved at turde spille sig selv på banen, og ved at understøtte de mennesker, der løser opgaven ude i sognene hver eneste uge.
Det, de to tidligere indlæg efterlyser, er reelt. Men vi mener, at svaret allerede er givet – i mange års konkret arbejde.
Domprovst Thomas Frank er det bedste valg til bispeembedet i Aarhus Stift.