Rystende sag fra Hadsten viser på grusom vis, at vores indvandringspolitik er uansvarlig og hjerteløs

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Den 25. februar kunne man i Din Avis Favrskov læse en rystende historie fra Hadsten. En 17-årig afghansk storebror havde bundet sin 11-årige lillebror med strips og derefter slået og sparket ham, samtidig med at han truede ham til tavshed. Volden, som også var rettet mod en søster, havde stået på i over 2 år. Det har ført til en dom på 10 måneders fængsel.

Voldskulturen kom nok ikke fra fremmede, idet faderen slog sin kone i hovedet med en tekande, så kogende vand gav hende andengradsforbrændinger. Han blev dømt for grov vold mod konen, vold mod to børn og årelang psykisk vold mod familien og fik 1 år og 3 måneders fængsel samt udvisning fra Danmark. Men med regeringens respekt for forældede konventioner er det usandsynligt, at den dom effektueres.

Hændelserne i Hadsten illustrerer på grusom vis, hvordan den aktuelle indvandringspolitik både er uansvarlig og hjerteløs og til skade for alle involverede.

Det siger sig selv, at det er et enormt kulturelt chok at komme fra et samfund som Afghanistan, hvor kvinder i årevis har været undertrykt, ringeagtet og underlagt streng kontrol, og så til Danmark, hvor normer heldigvis er helt, helt anderledes.

Resultatet er fuldstændigt forudsigeligt og har efterhånden resulteret i adskillige såkaldte æresdrab: Forældrene holder fast i hjemlandets normer, og det går hårdt ud over børnene, hvis de tilnærmer sig den danske kultur.

Resultatet?

I familien i Hadsten blev resultatet trusler, tæsk og social kontrol – blandt andet forbud mod sociale medier, makeup og kontakt til venner. Mon kulturchokket og volden har været en god oplevelse for familien? Næppe. Børnene har levet i frygt, er blevet anbragt uden for hjemmet, og moderen er endt på krisecenter.

Men sagen handler ikke kun om én familie. Den påvirker også vores lokalsamfund. Hvad med de danske børn, der har skullet dele skolegård med den voldelige storebror? Den slags problemer stopper sjældent ved hjemmets fire vægge, men påvirker hele samfundet og underminerer den tryghed, vi alt for ofte tager for givet i Danmark.

Har de indvandringsivrige tænkt på det?

Den økonomiske side af sagen er også en katastrofe: Forældrene er førtidspensionister. Dertil kommer omkostningerne ved efterforskning, retssag og de traumer, børnene utvivlsomt har pådraget sig under faderens og storebroderens rædselsregime. At de også havner på offentlig forsørgelse engang i fremtiden, er bare et gæt. Men det er et kvalificeret gæt, idet forskning viser, at børn, hvor begge forældre er førtidspensionister, ofte har mere end svært ved at blive selvforsøgende.

Og hvem betaler? Det gør de danskere, der aldrig har fået lov at stemme om masseindvandringen.

Derfor viser sagen også, hvorfor udlændingepolitik ikke kun er et nationalt spørgsmål – den har helt konkrete konsekvenser lokalt i kommuner. Vi brugte hele sidste kommunalvalgkamp på at sige netop dette. Desværre blev det ofte afvist af andre partier, som mente, at det ikke var et lokalt anliggende.

Men virkeligheden viser noget andet.

Kommunen står med konsekvenserne: Sociale indsatser, anbringelser, politiarbejde og store menneskelige samt økonomiske omkostninger. Derfor er det nødvendigt, at vi også lokalt fører en ansvarlig udlændingepolitik. Vi skal turde tale om problemerne, gribe tidligere ind over for social kontrol og tydeligt tage afstand fra islamistiske normer, som ikke hører hjemme i Danmark.

Hvis vi ikke gør det, risikerer vi, at sammenhængskraften i vores lokalsamfund langsomt bliver svækket.

Den udvikling skylder vi både børnene i de ramte familier og alle andre borgere i Favrskov at tage alvorligt.

Og nej, vi vil ikke ”jagte” alle folk fra Afghanistan eller andre dele af verden, men når folk åbenlyst sætter deres egen kultur langt højere end vores, ja så bør de sendes ud.