Husker I også Herskind Skole, når faglokalerne skal løftes?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På Herskind Skole er madkundskabslokalet i dag så forældet, at det er svært at tale om tidssvarende undervisningsrammer. Slidte faciliteter og gamle installationer hører ganske enkelt ikke hjemme i en moderne folkeskole.
Derfor var det også en god nyhed, da folkeskoleforligskredsen på Christiansborg afsatte 2,6 milliarder kroner til at løfte faglokaler i landets folkeskoler. Men det rejser et helt naturligt spørgsmål: Kommer pengene også til Herskind?
Som forældrerepræsentanter i Fællesbestyrelsen på Herskind Skole ser vi tydeligt, hvordan rammerne for undervisningen halter bagefter ambitionerne. Hvis politikerne mener det alvorligt, når de taler om at styrke de praktiske fag og skabe bedre læringsmiljøer, må investeringerne kunne mærkes på de lokale skoler – også hos os.
Derfor er vores opfordring til politikerne i Skanderborg Kommune klar: Prioriter en opgradering af madkundskabslokalet på Herskind Skole. Vores børn fortjener undervisningsfaciliteter, der matcher de krav og forventninger, skolen stiller til dem.
Det er tid til at investere i fremtidens undervisning – også i Herskind.
Vi håber derfor, at politikerne i Skanderborg Kommune vil tage dialogen med skolen og skolebestyrelsen om, hvordan vi kan få løftet faciliteterne. For vores børn fortjener bedre.