Børn og unges trivsel kræver mere end bekymrende ord
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der bliver i disse år talt meget om børn og unges mistrivsel, og det er der god grund til.
Flere børn og unge oplever stress, angst og ensomhed. Flere føler et massivt pres i skolen. Og samtidig ser vi et system, hvor hjælpen ofte først kommer, når problemerne har vokset sig store.
Og det bør bekymre os alle. For vi har i mange år vidst, hvad der skal til for at styrke børn og unges trivsel. Alligevel ser vi igen og igen, at der bliver talt meget, men handlet for lidt.
Når en pædagog står alene med for mange børn i en daginstitution, bliver der ganske enkelt mindre tid til det enkelte barn. Når en lærer står med en klasse, hvor flere elever har brug for ekstra støtte, end der er ressourcer til, bliver det sværere at skabe den ro og tryghed, som er helt afgørende for læring og trivsel. Og når et barn får brug for psykiatrisk udredning, er der en massiv ventetid.
De familier, som jeg gennem tiden har talt med, beskriver ofte en fire-femårig periode, fra mistrivslen begynder, til de er endt med det rigtige tilbud, og de som familie er på rette vej. Det er både menneskeligt og samfundsmæssigt dyrt, når forældre skal have tabt arbejdsfortjeneste grundet, at deres børn ikke kan gå i skole.
Men lad mig samtidig slå fast, at det ikke er børnenes ansvar. Det er vores.
Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om trivsel, kræver det politiske prioriteringer. I SF mener vi først og fremmest, at der skal flere voksne tæt på børnene. Der skal flere pædagoger i daginstitutionerne og flere lærere i skolen. For relationer er helt afgørende for trivsel, men relationer kræver tid.
Derudover skal hjælpen sættes ind langt tidligere. Vi skal styrke skolerne med flere ansatte lærere og pædagoger, så skolerne er klar til børnene og ikke omvendt. Samtidig kan flere forebyggende indsatser samt relevant sparring og indsatser ved skolepsykologer og skolesocialrådgivere være med til at hjælpe børnene og deres familier, før problemerne vokser sig så store, at de kræver langt mere indgribende løsninger.
Vi er endeligt også nødt til at se kritisk på det pres, som mange børn og unge oplever i uddannelsessystemet. Skolen skal ikke kun være et sted for præstationer. Der skal være plads til leg, tryghed og fællesskab. Ligesom det skal være et sted, hvor der er plads til forskellighed.
For børn er forskellige. Det har de altid været.
Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om børnene har ændret sig. Spørgsmålet er, om vi som samfund har givet de voksne omkring dem de rammer, der skal til for at hjælpe dem.
Hvis svaret er nej, ved vi også, hvor vi skal starte.
Børn og unges trivsel kræver mere end bekymrede ord. Det kræver politiske prioriteringer.
