Fortsæt til indhold

Djursland vil for altid bo i mig

Debat
Leif Lahn Jensen (S)MF, Gruppeformand og 1. næstformand for Folketinget og folketingskandidat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg er født og opvokset på Djursland og bor her stadig. Derfor betyder det også noget for mig, hvordan vores område udvikler sig.

Djursland er et fantastisk område, og det er her, jeg hører til.

Djursland er et fantastisk sted at bo. Vi har en enestående natur, stærke lokalsamfund og gode muligheder. Men hvis det også skal være sådan i fremtiden, kræver det, at vi fortsætter med at udvikle området uden at miste det, der gør Djursland særligt.

Mange på Djursland efterspørger netop det: mere udvikling og bedre balance i vores område. Det handler om arbejdspladser, uddannelsesmuligheder, natur og velfærd tæt på mennesker.

Gode forbindelser er en vigtig del af den udvikling. Det skal være nemt at komme til og fra Djursland, både for almene borgere, pendlere og virksomheder. Derfor er der for eksempel behov for forbedringer på strækningen fra Grenaa til Randers og på ruten mellem Grenaa Havn, lufthavnen og Aarhus. Flere 2+1-veje vil både øge trafiksikkerheden og styrke udviklingen i området.

Grenaa Havn og Aarhus Airport spiller en central rolle for Djurslands fremtid. Lufthavnen skal blandt andet styrkes med flere forsvarsrelaterede aktiviteter, bedre vejforbindelser og på sigt et letbanestop ved lufthavnen. Det vil gøre det lettere at komme til og fra området og skabe nye muligheder for både erhverv og turisme.

Samtidig skal vi passe på det, der gør Djursland attraktivt. Hvis unge først flytter væk for at uddanne sig, er det langt fra sikkert, at de vender tilbage. Derfor skal vi sikre stærke uddannelsesmuligheder og styrke erhvervsuddannelserne, så virksomhederne også i fremtiden kan få den faglærte arbejdskraft, de har brug for.

Djursland rummer også et rigt kulturliv og en natur, mange andre steder misunder os for. De åbne landskaber, markerne og de lange kyststrækninger er en vigtig del af områdets identitet. Langs kysterne finder man nogle af Danmarks bedste strande, og dem skal vi værne om ved at bekæmpe forureningen af havmiljøet. Samtidig skal vi beskytte vores drikkevand, både for naturens og for vores sundheds skyld.

Balance handler også om nærheden til velfærd. Derfor er det vigtigt, at der fortsat er gode skoler i vores lokalsamfund, ordentlige plejeboliger og et sundhedsvæsen tæt på borgerne. Velfærd skal kunne mærkes i hverdagen, også uden for de største byer.

Djursland er et fantastisk område, og det er her, jeg hører til. Derfor vil jeg arbejde for et Djursland i balance med arbejdspladser, stærk natur og velfærd tæt på mennesker.

Djursland fortjener at udvikle sig uden at miste det, der gør området helt særligt.

Derfor vil Djursland altid være min mærkesag.