Alle vil have rent drikkevand - men hvem skal betale?

Det rene danske drikkevand er truet af forurening fra både pesticidrester og nitrat efter gødskning i landbruget.

Særligt sidstnævnte fylder i debatten, efter en ekspertgruppe har anbefalet, at man man sænker grænseværdien for indholdet af nitrat i drikkevandet fra 50 mg/l til 6 mg/l. Det skyldes, at nitrat kan kædes sammen med en øget risiko for tarmkræft.

Ekspertgruppen anslår, at omkring 130 årlige tilfælde af tarmkræft skuyldes et forhøjet indhold af nitrat i drikkevandet.

Det er dermed også et spørgsmål, som folketingskandidaterne må forholde sig til op mod folketingsvalget 24. marts. Således også på Djursland og i særdeleshed i og omkring Grenaa, som er en del af det såkaldte ’nitratbælte’.

Her siver nitrat hurtigere ned igennem jorden i forhold til mange andre steder, da der er store kalklag i jorden, som mangler de beskyttende lerlag, der er med til at rense vandet.

Som du kan læse her sætter det drikkevandet i Grenaa under pres.

Her fortæller direktør i Vandcenter Djurs Bjarne Langdahl Riis, at der er ingen akut sundhedsfare, men hvis det politisk bliver besluttet at sænke grænseværdien fra 50 mg/l til 6 mg/l bliver det under de aktuelle forhold svært for vandforsningen at levere rent drikkevand til forbrugerne.

Bjarne Langdahl Riis foreslår flere forskellige løsninger, som blandt andet indebærer arbejdet i den grønne trepart.

Avisen har foreholdt Djurslands nuværende to folketingspolitikere, Jens Meilvang (LA) og Leif Lahn (S), situationen.

De er enige om, at hvis førnævnte ekspertgruppe anbefaler at sænke grænseværdien til 6 mg/l, så bør den anbefaling følges og vedtages ved lov.

Hvordan man efterfølgende sikrer, at vandforsyningerne kan levere rent drikkevand til forbrugerne - og ikke mindst hvem der skal betale for det - har de imidlertid forskellige syn på.

Som Jens Meilvang udtrykker det:

»Jeg mener, at man skal være påpasselig med at ændre lovgivningen, før der er en klar faglig konklusion, fordi konsekvenserne for både vandforsyning og landbrug kan være meget store.«

Stram op

I Vandcenter Djurs peger direktør Bjarne Langdahl Riis på, at det er oplagt at inddrage grundvandsbeskyttelsen i arbejdet med den grønne trepart, hvor det i forvejen er besluttet, at store arealer af landbruget skal omlægges til natur.

Det er også den løsning, Leif Lahn umiddelbart lægger sig op ad.

»Hvis ikke vi strammer op nu får vi får vi aldrig stoppet forureningen, og vi bliver tvunget til at rense vandet. Vi skal i den ”grønne trepart” inddrage drikkevandet i de beslutninger og overvejelser man sidder med når det gælder arealomlægninger. Man skal udpege de områder, hvor det gode grundvand findes og gøre dem til ”grundvandsparker”, hvor man betaler lodsejerne for at al anvendelse af sprøjtemidler skal høre op. På Djursland, har de store vandselskaber allerede kortlagt de områder det drejer sig om,« lyder det fra Leif Lahn.

I mange år har det været muligt for landbruget at indgå frivillige aftale med staten om omlægning af deres arealer til natur for blandt andet at beskytte drikkevandet.

Det er blandt andet også denne løsning, som Venstre i sit nylige drikkevandsudspil ønsker at give mere fokus for at finde de bedst egnede områder, der kan holdes sprøjefri.

Det er også de løsninger, Jens Meilvang peger på.

»Uanset hvad skal vi sikre rent drikkevand også i fremtiden. Det kan nogle steder kræve nye boringer, bedre overvågning af grundvandet eller andre tekniske løsninger. Hvis kravene strammes meget, vil det dog også få betydelige økonomiske og arealmæssige konsekvenser. Når det gælder beskyttelse af grundvandet, mener jeg, at løsningerne skal findes i dialog med lodsejerne,« siger Jens Meilvang.

Hvem samler regningen op?

Det er i stærk kontrast til den seneste melding fra Socialdemokratiet, som ikke mener, der er sket nok igennem de frivillige aftaler med landmændene.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) sagde søndag, at det bliver landbruget, der kommer til at betale regningen for den fremtidige beskyttelse af grundvandet. Det skal ifølge ministeren ske ved, at »ved at sænke forskellige tilskud, som landbruget modtager,« sagde han til Jyllands-Posten.

Også selv om landmændene har overholdt alle krav og regler for gødskning.

Helt så kategorisk er Leif Lahn imidlertid ikke i sit syn på, hvem der skal samle regningen op.

»Forureneren betaler har altid været et ”knæsat princip” i dansk miljøpolitik. Men den kan ikke stå alene i denne sag, for så kommer der ikke til at ske nok. Jeg vil arbejde for, at parterne i den grønne trepart får en bunden opgave at inddrage beskyttelsen af drikkevandet i forbindelse med de aftaler, man sidder og forhandler om i øjeblikket. Så det skal løses ved forhandlingsbordet, og alle skal tage et ansvar. Regningen må vi tage en politisk beslutning om,« mener Leif Lahn.

Jens Meilvang mener dog ikke, at der bør være tvivl om, at landmændene skal straffes for at have fulgt de regler, der hidtil har været på området.

»Hvis der i særligt sårbare områder er behov for at ændre anvendelsen af jord, bør det ske frivilligt og med fuld kompensation til de berørte landmænd. Hvis vandet skal renses for at leve op til nye krav, afhænger regningen af årsagen. Traditionelt betales vandforsyningen via vandtaksten, men hvis politiske beslutninger skaber nye udgifter, må staten også være villig til at tage et ansvar,« siger Jens Meilvang.