Fortsæt til indhold

Vi skal investere i hinanden – og vi østjyder har brug for en stærk stemme på Christiansborg

Debat
Anders KühnauFolketingskandidat for Socialdemokratiet i Aarhus Østkredsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg stiller op til Folketinget, fordi jeg brænder for at gøre en forskel for mennesker. For fællesskabet. Og for det Østjylland, som jeg selv er vokset op i, bor i og har mine børn i.

Jeg er socialdemokrat, fordi jeg tror på, at vi står stærkest, når vi står sammen. At vi skal investere i hinanden – i vores sundhed, vores uddannelser og vores fælles velfærd. Og fordi jeg mener, at politik skal handle om at tage ansvar, også når det er svært.

Gennem mange år har jeg arbejdet med politik – som regionsrådsformand i Region Midtjylland og som formand for Danske Regioner. Her har jeg haft ansvaret for et af de vigtigste områder i vores samfund: sundhedsvæsenet. Jeg har været med til at træffe svære beslutninger, prioritere milliarder af kroner og sikre, at vores hospitaler, psykiatri og behandlingstilbud fungerer i praksis – ikke kun på papiret.

Det er den erfaring, jeg vil tage med ind på Christiansborg.

For sandheden er, at vi står midt i en af de største forandringer af sundhedsvæsenet i mange år. Hvis reformerne skal lykkes, kræver det politikere, der kender virkeligheden. Som ved, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Og som tør tage fat i de svære udfordringer: mangel på personale, ventetider og ulighed i sundhed.

For mig er det helt afgørende, at sundhed ikke kun handler om behandling – men også om forebyggelse og om retfærdighed. Derfor vil jeg arbejde for et markant løft af psykiatrien, så mennesker med psykisk sygdom får samme rettigheder og behandling som andre patienter. Og derfor vil jeg tage et opgør med uligheden i sundhed – blandt andet på tandområdet, hvor alt for mange i dag står alene med regningen.

Samtidig handler sundhed også om det, vi bliver udsat for i vores hverdag. Rent drikkevand er en helt grundlæggende forudsætning for et sundt liv. I dag er der for mange steder i Danmark problemer med pesticidrester i grundvandet. Det er ikke godt nok. Jeg vil arbejde for et sprøjteforbud i de mest sårbare områder og for investeringer i at rense vores drikkevand, så vi beskytter både naturen og menneskers sundhed.

Men mit kandidatur handler ikke kun om sundhed. Det handler også om Østjylland.

Vi er en af de hurtigst voksende egne i Danmark. Aarhus og Østjylland er en drivkraft for vækst, arbejdspladser og udvikling – men vi får ikke altid den opmærksomhed eller de investeringer, som vi fortjener.

Derfor vil jeg kæmpe for:

  • bedre infrastruktur – både kollektiv trafik og forbindelser til resten af landet
  • flere statslige arbejdspladser i Østjylland
  • en mere retfærdig fordeling af kulturmidler
  • og investeringer i uddannelse, forskning og grøn udvikling

Vi skal sikre, at Østjylland ikke bare vokser – men udvikler sig bæredygtigt og med plads til alle.

Samtidig er det afgørende for mig, at vi styrker fællesskaberne. For uanset om det er i skolen, på arbejdspladsen eller i lokalsamfundet, så er fællesskabet noget af det vigtigste, vi har. Det er her, vi finder tryghed, trivsel og sammenhængskraft.

Derfor stiller jeg op. Ikke for at love nemme løsninger. Men for at tage ansvar. For at bruge min erfaring. Og for at være en stærk stemme for både sundhed og Østjylland på Christiansborg.

Hvis du også mener, at vi skal investere i vores fælles velfærd, skabe mere lighed og sikre rent drikkevand, en stærkere psykiatri og et Østjylland i udvikling – så håber jeg på din stemme.