Påsken rummer det hele: Fællesskab, lidelse, død og håb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så gik påsken – endnu engang fik vi fejret kirkens største højtid. Ja, påsken er virkelig kirkens helt store højtid – og så dog. For påsken kommer jo slet ikke i nærhed af julen med alle dens traditioner, mad og fyldte kirker.

For nok er påsken helt central for kristendommen, men alligevel også helt ubegribelig. Påsken handler om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse – og korsfæstelser og død er altså hverken særlig festlige eller børnevenlige – slet ikke som julen, hvor vi fejrer Jesu fødsel i en hyggelig, lun stald. For nok er opstandelsen påskemorgen da festlig – men også ret uforståelig. At Jesus døde, men blev levende igen – det er da ganske glædeligt – men ville det ikke være bedre, hvis Jesus slet ikke var blevet korsfæstet i første omgang?

Ja, det store mysterium, som kristendommen voksede ud af, og stadig i dag kredser om er: Hvad var det, der skete påskemorgen, og hvad har det med os at gøre? For da disciplene påskemorgen kom ud til Jesu grav og så at den var tom, så står der, at ”de troede”. Men hvad mon de troede på?

Jeg tror, at påskens historie har noget med os alle at gøre på forskellig vis. Det er en historie, som rummer det hele: Palmesøndag med store forventninger og forhåbninger. Skærtorsdag med nadveren, hvor fællesskabet, sammenhold og enhed bliver markeret. Langfredag, med lidelse og død – hvor Jesus fra korset råber »Min Gud, Min Gud – hvorfor har du forladt mig«. Den stille lørdag, mellem langfredag og påske, hvor alt håb synes ud, hvor alt er blevet stille. Og endelig påskemorgen med den overraskende slutning og fortsættelse, hvor det det umulige sker.

Der gemmer sig i påskens fortælling en historie om ét menneske, men også om hver af os. Ja, om vi så står i livet med store forhåbninger, om vi er en del af et fællesskab eller føler os helt alene, om livet gør ondt, ”om vi bærer vores kors” (for hver har jo sit kors at bære i livet) eller om vi står for døden – ja, hvor end vi befinder os lige nu – så er vi ikke alene i livet – for Jesus har allerede været der…

Og historien om Jesus er ikke kun historien om et menneske, men det er også historien om Guds søn. For Gud blev som os – for at være med os i vores liv, i glæde og sorg. Derfor ligner Jesu historie vores, dog med en vigtig tilføjelse, nemlig opstandelsen. Opstandelsen påskemorgen går ud over vores erfaring, for sådan plejer menneskelivet nemlig ikke slutte. Men det er netop denne håbefulde tilføjelse, som påskefortællingen giver os del i. For nok har et menneskeliv palmesøndage, skærtorsdage og langfredage - det ved vi nok – men der findes også påskemorgener, hvor livet, kærligheden og håbet får det sidste ord.

Og det budskab tåler nok at blive gentaget, også selvom vi er på den anden side af påske.