Kun hver 40. vælger er medlem af et parti

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Folketingsvalget er overstået, og alle klapper sig selv på skulderen over den høje stemmeprocent.

Demokratiet lever, siger de.

Men det ligner efterhånden et teaterstykke, hvor kulisserne er imponerende – og bagtæppet er mørnet.

For hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad vi får lov til at stemme på?

Hvem udpeger kandidaterne, hvem skruer partiprogrammerne sammen, hvem sætter retningen?

Det gør en lille, lukket kreds på omkring 106.000 partimedlemmer. 2–3 procent af de stemmeberettigede (Kilde: Danmarks Statistik).

Resten af befolkningen er reduceret til publikum, der én gang hvert fjerde år må vælge mellem et menukort, som de samme små klubber har sammensat.

Partierne taler højtideligt om »danskerne«, »vælgerne« og »folket«.

I virkeligheden er de blevet små medlemsklubber med faldende opbakning og stigende selvtilfredshed.

Socialdemokratiet har 27.029 medlemmer, Venstre 20.336, Konservative 10.900, SF 9.841, Enhedslisten 8.395 – og flere andre partier ligger kun på 2–7.000 medlemmer. Moderaterne vil ikke engang oplyse tallet. (Tallene er fra 2024 og kan læses på Folketingets hjemmeside).

Det er ikke folkelige bevægelser – det er foreninger på størrelse med en mellemstor sportsklub, der forvalter magten i et helt land.

Det her er ikke et nyt problem.

Jordskredsvalget i 1973 burde have været vækkeuret.

Da Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne stormede ind, og antallet af partier i Folketinget blev fordoblet fra fem til ti, blev det solgt som et bevis på et levende demokrati.

Siden 1973 er nye partier kommet og gået i en lind strøm. Fragmenteringen tog fart dér – men ingen tog fat på det grundlæggende problem.

De fem gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Radikale Venstre, Konservative og SF – fylder stadig meget i retorikken, men i virkeligheden er de skrumpet ind til et mindretal i vælgerhavet. Tilsammen sidder de kun på 99 mandater ud af 179 – omkring 55 procent af Folketinget – og deres samlede medlemstal er på niveau med en større dansk provinsby.

I dag har vi et politisk supermarked med flere og flere hylder – 12 partier på stemmesedlen den 24. marts – men færre og færre borgere, der gider være med til at bestemme, hvad der overhovedet skal på hylderne.

Et godt eksempel er Venstre, der i dag reelt er spredt ud over fire partier: Venstre, Danmarksdemokraterne, Moderaterne og Liberal Alliance. Ideologi? Glem det. Nye logoer, samme karriereprojekter.

Allerede inden det nye Folketing overhovedet er trådt sammen, er to medlemmer ekskluderet – fra Borgernes Parti og Liberal Alliance. Pinligt ud over alle grænser.

Partihopperi er blevet en karrierevej, ikke en undtagelse. Loyaliteten ligger ikke hos vælgerne, men hos den næste mulighed for en bedre post, en bedre platform, et bedre personligt brand. Vælgerne bruges som springbræt – ikke som mandat.

Og midt i det hele er der næsten ingen, der tør stille det oplagte spørgsmål: Er det et demokratisk problem, at så få danskere gider være medlem af et politisk parti? At vi har et politisk system, hvor magten i praksis koncentreres i hænderne på nogle få tusinde mennesker, mens resten reduceres til et X med en blyant i en stemmeboks?

Danmark bryster sig af sammenhængskraft. Men sammenhængskraft kræver, at befolkningen føler ejerskab til det politiske system – ikke bare som forbrugere af politik, men som deltagere. Når partierne bliver små, lukkede klubber, og vælgerne kun inviteres ind som statistikker på valgaftenen, er det ikke sammenhængskraft. Det er en langsom udhuling.

Grundloven nævner ikke de politiske partier. Det var klogt af grundlovsfædrene.

For ser man på udviklingen siden 1973 og frem til i dag, er det svært ikke at få den tanke, at partierne i dag er blevet en del af problemet, ikke løsningen.

De taler om folket – men repræsenterer i stigende grad kun sig selv.