Fortsæt til indhold

Stop den lokale ødelæggelse af natur og landbrug: Tænk langsigtet og nationalt

Kernekraft bør tænkes ind i ligningen, for ikke at ødelægge den danske natur, mener byrådspolitiker.

Debat
Frank Rune Kristensen Nielsen (DF)Byrådsmedlem (Dansk Folkeparti)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der hersker en besynderlig opfattelse i byrådet, og især hos venstrefløjen om, at vi skal løse de globale klimaudfordringer med forhastede, kommunale ”løsninger” frem for at afvente fornuftige, nationale strategier. For lad os være ærlige, den målsætning, som kommunen har sat, om at være 100% kørende på grøn energi i 2030, er urealistisk.

Det giver ingen mening at plastre vores indland og landbrugsarealer til med vindmøller og solceller

Min holdning er klar! Vi skal ikke have vindmøller på land. De hører til ude ved vandet, hvor de ikke generer naboer eller ødelægger det åbne landskab. Som jeg også påpegede under byrådsmødet, har jeg selv intet imod at bo tæt på en vindmølle, hvis blot placeringen giver mening. For eksempel ved kysten. Men det giver ingen mening at plastre vores indland og landbrugsarealer til med vindmøller og solceller. Vi risikerer at ødelægge vores natur til uigenkendelighed i troen på, at det at ”ødelægge” naturen og landbruget vil klimaet.

Hvis vi for alvor vil tale om grøn omstilling, der batter, bliver vi nødt til at løfte blikket. Det kan virke som et langskud i det nuværende politiske klima, og i byrådet har vi ikke retten til at kunne gøre det helt store. Men vi er nødt til at tænke kernekraft ind i ligningen. Det er den billigste energiform at producere, og vigtigst af alt er den langt mere stabil end både vind og sol.

Lad os få et godt og bredt mix af energikilder, så vi på nationalt plan har sol, vind og ja, kernekraft.

Vi har brug for en energiforsyning, vi kan regne med, uden at vi behøver at ofre vores lokale natur og landbrugsjord.

Lad os stoppe den blinde tiltro til, at hver eneste kommune skal opfinde den dybe tallerken med utilregnelige energikilder. Og lad os få et godt og bredt mix af energikilder, så vi på nationalt plan har sol, vind og ja, kernekraft.